Fem bøger fra et Tyskland i vild valgkamp

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens litterære nyhedsbrev Bogligt begavet. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

Det var noget af et monstrum, den preussiske kansler Otto von Bismarck fik skabt, da han i 1871 samlede Tyskland i det store kejserrige med 41 millioner indbyggere. Siden har vor kære nabo med det svulmende følelsesliv gennemlevet adskillige sindsoprivende opbrud og statsdannelser: kejserriget, nederlaget i Første Verdenskrig, den kaotiske Weimarrepublik med hyperinflation og verdenskrise, de 12 år under naziregimet, kapitulationen i det udbombede land og så den langstrakte efterkrigstid, som den tjekkisk-tyske forfatter Maxim Biller i 2023 længselsfuldt betegnede som »det tysk-amerikanske fornuftsægteskab«.

Ja, den tyske efterkrigstid – hvornår sluttede den egentlig? Med Murens fald i 1989? Eller med Genforeningen 3. oktober 1990? Eller først med indvielsen i 2003 af Peter Eisenmanns mindesmærke i Berlin for Europas myrdede jøder? Her viste tyskerne sig for alvor at gå forrest i verden, når det gjaldt markering af ansvar og sorg. De kunne lægge fortiden bag sig ved at favne dens mest smertefulde og grufulde sider.

Eller måske afsluttes epoken først i disse uger, hvor tyskerne er engageret i det vildeste og mest omtumlende forbundsdagsvalg nogensinde. Med yderfløjsaktører, som demonterer den bedårende grå orden, der har hersket siden Forbundsrepublikkens etablering i 1949. En furiøs understrøm, som Neue Deutsche Härte-stjernerne i Rammstein indkredsede i deres på alle måder monstrøse kæmpehit »Deutschland« fra 2019:

Deutschland – mein Herz in Flammen
Will dich lieben und verdammen
Deutschland – dein Atem kalt
So jung und doch so alt

Allerede før Bismarcks kæmperige eksisterede litteraturens Tyskland som et rigt, pulserende, uoverskueligt hele. Og vi kan stadig gå til den tyske litteratur for at forstå og opleve, hvad der foregår i tyskerne og deres land. Her er fem tyske romaner fra det 21. århundrede, som åbner hjertekule, bug og kranium hos vore kære naboer.

Alle fem smukt oversat til dansk og helt kolossalt anbefalelsesværdige.

1. Ingenmandsland

Marienfelde er en forstad i det sydlige Berlin. Her lå fra 1953 et kæmpemæssigt boligkompleks, som i virkeligheden var en transithal mellem de to Tysklande: Notaufnahmelager Marienfelde. Fra 1953 til 1990 slusedes 1,3 millioner flygtninge fra DDR gennem dette modtagecenter og videre til Vesttyskland.

En oplagt scene for en tysk roman, og Julia Franck havde den særlige forudsætning, at hun som otteårig i 1978 selv var gennem den tyske mellemstation og boede der i ni måneder. Romanen foregår netop i slutningen af 1970erne, og den veksler perspektiv, forunderligt vellykket, mellem de sammenmaste beboere i dette ingenmandsland.

Konflikter og fjendskaber er trukket med på rejsen, nye fronter opstår, men hjælpsomhed og forståelse trænger også frem. Hvilken roman og hvilken tilstand: på vej, bremset i bevægelsen, næsten vesttysk. Ikke helt, ikke endnu.

Julia Franck: Lejrbål

2. En flok søde røvhuller

Leipzig i 1990erne. De fire venner Mark, Paul, Rico og Daniel er vokset op i arbejderbydelen Reudnitz, og de gennemlever nu deres ungdom i det genforenede Tyskland. De er skræmte drømmere, og de er en flok søde røvhuller.

De fire fyre gik direkte fra pioneruniformen i DDR til bedøvelsen og ekstasen i techno og stoffer i det nye Tyskland. Rapserier, biltyverier, fængselsophold. Men de forstår også at give en hjælpende hånd, når nogen søger en simpel bid lykke. En umanerlig solidarisk og usminket skildring af den ungdomsgeneration, som nu er cirka 50 år gammel og stemmer udisciplineret til højre og venstre.

Clemens Meyer: Dengang vi drømte

3. Satire med lig i brønden

Ude i Brandenburg ligger landsbyen Unterleuten. Det var engang et mønstersamfund i DDR – nu en idyl, som tiltrækker tilflyttere fra Berlin. Folk, der i deres selvfede romantik tramper på den tilbagestående urbefolkning, der på deres side har flere jordlag af gammelt nag fra Genforeningen ulmende mellem sig.

I den hede sommer 2010 dukker smarte, grønttænkende folk op: Et energiselskab vil rejse en vindmøllepark. Frontlinjer trækkes mellem nye og gamle beboere og mellem gamle fjender på stedet. Exceptionelt medrivende satire med lig i brønden og fuldfed interessekamp.

Juli Zeh: Udkanten

4. Tysk kærlighedshistorie

Vi skal også have en omgang tysk kærlighed. En moderne distancekærlighed mellem to mennesker, der er så selvbevidste og selvkonstruerende, at de kun ved meget lidt om sig selv.

Yderst sympatiske mennesker omkring de 30 år, kun lettere irriterende: Forfatter Tanja Arnheim fra Berlin og designer Jerome Daimler fra Maintal i Hessen. De ses i weekenderne, hvor de vil være der for hinanden, men helst ikke binde sig. Desuden har man et helt periodisk system af maskulin toksikologi at forholde sig til.

To elskende mennesker lettere lammet af neuroser og berøringsangst, periodevis opflammet af relativt kortrækkende idealisme. Nærmest som et helt land.

Leif Randt: Allegro Pastell

5. En dekadent snothvalp

Kracht er schweizisk statsborger, men havde frem til 2020 bopæl i Tyskland. Og den anarko-konservative forfatter har gennem årtier været en af de vigtigste skikkelser på den tyske litteraturscene. En kyniker så kold, at Michel Houellebecq vil trække sig lidt skræmt tilbage.

Romanen 1979 er et kort storværk i nyere europæisk litteratur: en nådesløs afregning med den slappe, selvrealiserende homunculus, som det er lykkedes Tyskland og Vesten at frembringe som centralsubjekt, i al hjernedød magelighed og selvcentrering.

Året er 1979, to tyske mænd, der tidligere var et par, rejser til Teheran på et hedonistisk trip af stoffer og seksuelle ydelser. Desværre dør den ene i en faldulykke i en rus, men vores hovedperson, en indretningsarkitekt, rejser såmænd videre, mens ayatollah Khomeinis islamiske revolution finder sted om ørerne på ham. Han rejser til Tibet for at gennemføre en åndelig udfordring, men bliver fængslet af kinesisk militær og smidt i arbejdslejr. Her underkaster den dekadente snothvalp sig maoismen og udøver streng, ødelæggende selvkritik. Det passer ham vist glimrende.

Christian Kracht: 1979

På næste søndag, 23. februar, stemmer tyskerne ved deres sindsoprivende valg. Læs i mellemtiden Jesper Vinds stærke reportage fra CDUs landsmøde i Berlin, To veje til helvede, og hans forrygende interview med forfatter og debattør Henryk Broder om det forrykte Tyskland, som vi bringer i Bøger på fredag.

Om et par uger lander Bogligt begavet atter i Deres indbakke – indtil da kan enhver interesseret som altid skrive sig op til at modtage nyhedsbrevet lige her.

Auf Wiedersehen!

Joakim Jakobsen
Vikarierende litteraturredaktør