Fælt stemningsfuldt

Det er med en særlig foruroliget forventningsfuldhed, jeg åbner Ursula Scavenius’ anden bog, Dukkerne, med genrebetegnelsen »Fire fortællinger«, og heldigvis bliver jeg ikke skuffet i min forventningsfulde foruroligelse: Bogen er præcis så nævenyttigt, insisterende ubehagelig, som jeg håbede og frygtede, at den ville være.

Mine foruroligede forventninger var naturligvis genereret af Scavenius’ første bog og samling af fortællinger, Fjer, fra 2015, som jeg var betydeligt mavepumpet begejstret for, kombineret med titlen Dukkerne, der modsat den første bogs titel, der først blev unheimlich under læsningen, er markeret uhyggelig på forhånd, især i bestemt form: Hvad for nogle dukker? Du ved udmærket hvad for nogle dukker! Okay, okay.