Gnistrende venskab, dirrende forelskelse og spirende seksualitet er vigtige ingredienser i den traditionelle samtidsrealistiske ungdomslitteratur. Hovedpersonerne er identitetsforvirrede teenagere, som gør oprør mod deres forældre og andre autoriteter, mens de prøver at finde sig selv og en plads i det sociale hierarki. Virkeligheden uden for barndommens vante rammer er grænseoverskridende og voldsom, men altid meget lærerig.

Lise Villadsens Kommer du nogensinde tilbage til mig? og Zakiya Ajmis Vulkan er to bud på nye ungdomsromaner, der lever op til den klassiske opskrift uden at være stereotype. I begge bøger møder man unge, som lider under deres forældres − ikke mindst fædrenes − sygdom, manglende omtanke eller dysfunktionelle samværsmønstre, men som til sidst viser sig kapable til selv at tage ansvar og slippe helskindet ud af barndommens falske familiebilleder og forældre­afhængighed.