Mobiltelefonen ringer hos en voksen datter, fordi hendes mor lige er død. Øjeblikket går i stå, og datteren må koncentrere sig om at få de høje sko og leopardoverfrakken på, huske at gribe nøglerne i entreen og fare ned til metroen, som i mere end en forstand skal bringe hende til endestationen.

Udgangspunktet for Dorte Karrebæks Det var nok det bedste er en sørgelig, men også såre genkendelig situation for alle, der har mistet. Karrebæk ser sig selv i spejlet og bruger løs af sin egen familiehistorie, men indsætter historien i en rørende og oplysende fortælling om en generation af kvinder født i mellemkrigstiden.