Et let åndedræt

Hvad er det smukkeste ved en virkelig smuk kvinde? Ja, skal man tro, hvad den forelskede fortæller i Ivan Bunins novelle »Et let åndedræt« engang som barn læste i en af sin fars bøger, så er det hverken hendes konkyliefarvede knæ eller hendes tjæresorte øjne. Det smukkeste ved en virkelig smuk kvinde er selvfølgelig den stakåndede måde, hun trækker vejret på, når hun går én i møde. Og er hun så ovenikøbet en fregnet 17-årig kusine fra et gods syd for Sankt Petersborg, en 28-årig polsk skuespillerinde, der allerede har haft et utal af elskere, eller en midaldrende, men stadig statelig, sørgeklædt enke, man ser for første gang i tågedis på et dampskibs dæk, ja, så er hun i sandhed et væsen, for hvis skyld enhver ægte russisk adelsmand må være parat til at skyde sig en kugle for panden.

Ivan Bunin var selv en ægte russisk adelsmand. Først voksede han op på et gods i provinsen. Så tog han til Sankt Peterborg for at studere og skrive digte. Han nåede lige akkurat at møde sine idoler Tolstoj og Tjekhov og lige akkurat også selv at blive berømt for sine skildringer af ung længsel og landlig idyl, så var han pludselig en forhutlet flygtning fra Den Russiske Revolution.