Min norske forlægger rejste sig fra solbænken foran det lille bageri, hvor vi havde drukket vores formiddagskaffe, og jeg gik ned ad gaden mod Slotsparken, det var en sen martsdag i blændende sol, på plænerne bag ambassadernes høje gitre lå sneen stadig glitrende, jeg var i en let pink dynejakke med dertil passende pink læber og negle og den sorte baret på sned og lod mig ligesom flyde forårsberuset i lyset og krydsede gaden.

Ret foran mig var en indgang til Slotsparken, og lige indenfor til venstre stod en ung kompakt blond og meget norsk jente i mørkeblå uniform og med en fjollet hat eller hjelm med en endnu mere fjollet sort fjerbusk vajende i venstre side af hatten i samtale med en ung mand, en student, tænkte jeg, med en lille rygsæk over skulderen. Jeg gik forbi dem og skråede ind over den endnu svagt snestrøgne plæne for at skyde den mest snorlige vej op ad bakken forbi slottet og ned mod byen på den anden side, og allerede efter nogle få meter råber jenten bag mig, »stop! kom tilbake!«, og jeg tænker, at, nåh, ja, almindelige borgere må nok ikke benytte denne indgang, som sikkert er forbeholdt varekørsel op til slottet, og fortsætter ufortrødent op over plænen, tilsyneladende tilfældigvis lidt alene i dette hjørne af parken, først højere oppe på bakken går almindelige velfærdsborgere som jeg på stierne, »stop! kom tilbake!« næsten skriger jenten nu igen bag mig, åbenbart noget af en principrytter, tænker jeg, eller måske endnu helt ny i denne maskeradeuniform og meget opsat på at vise sine overordnede, at hun slår hårdt ned på den mindste civile ulydighed.