Det er et overraskende faktum, at der ikke findes nogen biografi om kong Frederik 5. Han er blevet kaldt »enevældens middagshøjde« – der er fire enevoldskonger før og tre efter ham. Men han ligger ikke bare midt i enevælden, han er også konge i en relativt fremgangsrig periode med fred, voksende handel og velstand, hvor oplysningen begynder at sætte sit præg på Danmark. 

Der er reelt kun to oplysningsfigurer i den danske kongerække, Frederik 5. og hans søn, Christian 7., og sidstnævnte blev som bekendt ret hurtigt skør. Men nu har historiker og museumsdirektør Søren Mentz skrevet en biografi om Frederik, med den positive undertitel Den elskværdige europæer.