Hvordan føles det at blive skrevet om? Jeg ved det godt, for jeg har genkendt mig selv i et par bøger – jeg har i hvert fald troet, at jeg er blevet brugt som litterær model, og jeg har hver gang brudt mig meget lidt om det. Det er som at blive fotograferet: Man bliver forvrænget og formindsket, betragtet med øjne, som strengt taget ikke er interesseret i en, som ikke har nogen forståelse af en eller af ens indre kompleksitet. Man er ikke et mål i sig selv, men bliver brugt i en andens historie.

Men måske tager jeg fejl? Det, vi tror, at vi genkender i en litterær tekst, kan komme mange steder fra. Men i Karl Ove Knausgårds roman Min kamp optræder de fleste under eget navn, og det gør jeg også. Jeg dukker op som forlagsredaktør i det første bind, hvor jeg antager Karl Oves debutroman, og mine replikker handler om bogens omslag. Karl Ove siger, at han gerne vil have, at hans bror og en ven skal udarbejde omslaget, og jeg spørger med tydelig skepsis, om hans bror er grafiker. Karl Ove svarer ja og forvisser mig om, at hans bror og dennes ven er dygtige, og så kommer det: