En Pomeranz i grams

Hvor er vi? I en gade i Isphahan. Hvad sker der? En rig købmand kaster Pomeranzer i grams, og tre 17-årige drenge, der ikke har andet at tage sig til, forsøger at gribe dem. Det lykkes hverken for Selim eller for Sindbad. Men for skræddersønnen Aladdin lykkes det. Han griber først en, så en til, og da de to andre holder fast i hans arme, for at han ikke også skal gribe den sidste, lander den alligevel i hans turban. Et tilfælde? Måske. Aladdin er ligeglad. Men det er Noureddin ikke. Han, en midaldrende troldmand og afrikansk-eksotisk-filosofisk Faust-figur, står et par skridt derfra og ser det. Og Noureddin forstår straks, hvad Aladdin ikke selv forstår, men kun oplever: at lykken endnu en gang har forelsket sig i en køn døgenigt, i et tankeløst ungt menneske.

For Adam Oehlenschlägers klassiske orientalske komedie er nemlig ikke kun et romantisk eventyr, men også en traktat om livet som læreproces. Var jeg selv engang en lykkens Aladdin? Det spørger jeg om i dag, hvor jeg for første gang læser stykket i dets uforkortede helhed. Hvis jeg var, så vidste jeg det ikke. Så travlt havde jeg som barn med at lege med mit Alfred Jacobsen-dukketeater og skubbe mine små Selim- og Sindbad-figurer frem og tilbage på den illuminerede scene, at jeg slet ikke havde tid til at tænke på den slags. Og så travlt havde jeg senere som teenager med at danse til David Bowies Aladdin Sane, at jeg slet ikke opdagede, at sangen handlede om »a lad insane«, en sindssyg fyr. En Pomeranz eller to skal nok være landet i min turban. Men i dag, hvor jeg er 55, må jeg med vemod erkende, at den eneste fra stykket, jeg muligvis ligner lidt, er den fæle Noureddin: den skarpsindige Aand, der stadig stræber efter at skue Naturens inderste, selvom den »ey længere evner at være dens udvortes Redskab«.