Jeg ved ikke, om det er Nicolaj Stochholm, der har givet Gyldendal sparket, eller det er omvendt, i hvert fald udkommer digterens nye digtsamling De II aldre på det lille forlag Escho og fremstår klart bedre, det vil sige tættere, viltrere, ambitiøsere, galere, end den halvkvædede Gyldendal-forgænger Udenfor pesthospitalet fra 2018.

Stochholm er en herligt frustrerende og frustrerende herlig umulius af en digter, på samme tid næsten naivistisk renfærdig og nærmest forknoldet forgrublet, hver anden gang styrtløbende virtuos ned gennem digtet og hver anden gang serielt bananskrælssnublende, skiftevis billedblitzende og billed­kitschende. Hvad stiller man for eksempel fornuftigt op med følgende digt, det første i bogens anden del, der bliver helt væk i sin egen ekstatiske opkørthed, før det lige præcis lander smukt og klart de sidste tre linjer?