Det er mærkeligt. Om nogle værker ved man med det samme, at de er noget særligt. Den første bog, jeg læste af Per Olov Enquist, var Musikanternes udtog (1978). Romanen blev ikke epokegørende i hans forfatterskab, men det blev den for mig. Jeg vidste med det samme, at bogens forfatter skrev prosa, så øjnene måtte danse igennem sætningerne, så sind og tanke blev fanget af en spændende fortælling, og ja, så hele den nordiske fortælletradition blev fornyet. Musikanternes udtog kom med på de første kurser, jeg arrangerede i nordisk litteratur, og det gibbede i læserne, hver gang vi åbnede Enquists roman.

Musikanternes udtog hører til Enquists tidlige forfatterskab og handler om et emne, som er klangbund hele vejen igennem: det moderne Sveriges historie, hvor arbejderbevægelsen og vækkelsesbevægelsen spinder sig ind i hinanden, således at de sammen danner en kompleks fortælling om det svenske samfund. Denne fortælling blev sammen med kærlighedstemaet det vigtigste i forfatterskabet.