Ursula Andkjær Olsens nye, mægtigt afmægtige digtbog, Mit smykkeskrin, er en helt almindelig dansk digtsamling, der med viljestærk melankoli handler om at komme til skelsår og midalder. Bortset fra at den er skrevet af naturligt brand­originale, bandsat symfoniske Ursula Andkjær Olsen og derfor umuligt andet end i glimt og som en vag skabelon kan ligne en almindelig dansk digtsamling.

Til glimtene hører de ikke få enkelttekster, læseren uvilkårligt kommer til at selv­stæn­diggøre som faktiske digte, ikke mindst når de på helt almindelig digtmanér tager konkret udgangspunkt i specifik omgivende virkelighed som et særligt morgenligt skær over Christianshavns Vold: