Sorgarbejde. Er man lykkelig eller ulykkelig, når man ikke længere ønsker sig noget af livet? Peter Handke bearbejder sin mors selvmord.
En kvinde fra Kärnten
I efteråret 2019 diskuterede litterater og ligesindede heftigt, om den 77-årige østrigske forfatter Peter Handke nu virkelig havde fortjent den Nobelpris i litteratur, som den skandaleplagede svenske Nobelpriskomite havde besluttet at tildele ham. Hvor føles det dog fjernt i dag! Ikke, at det ikke er vigtigt, hvad Handke har skrevet om serbernes og deres militære og politiske lederes skyld eller eventuelle uskyld i de ulyksalige konflikter og krige, der i 1990erne plagede Eksjugoslavien. Ikke, at det ikke er vigtigt, om han har ladet sig bruge som propagandist af kyniske krigsforbrydere, eller om han blot har forsøgt at gøre det, enhver forfatter vel altid har pligt til at gøre: at fortælle så levende og så fordomsfrit som muligt om de ting, han ser. Men hvor føles den tid, hvor man diskuterede den slags, dog alligevel fjern her i dette pandemiske øjeblik!
Madame Nielsen var blandt dem, der sidste efterår mente, at vi burde læse og lytte til Handke i stedet for straks at fordømme ham. Og den energiske madame har nu på forbilledlig vis nyoversat den lille bog til dansk, som jeg, der har læst og lyttet til Handke i årevis, ikke vil tøve med at kalde hans vigtigste, hans mest uomgængelige, og en bog, man absolut bør tage sig tid til at læse: den sørgeligt smukke Ulykkelig og uden ønsker fra 1972.
Del: