Fintmærkende. Malin C.M. Rønnings debutroman Skabelon er hård socialrealisme fortalt af et sært poetisk barn.
Du ejer ingenting
I Agota Kristofs roman Det store stilehæfte fra 1986 bliver nogle tvillingebrødre anbragt hos deres strenge bedstemor under Anden Verdenskrig. Både bedstemor og folk i landsbyen tugter og mishandler dem. Men så slår og skænder de bare hinanden endnu hårdere, så de bliver forhærdede, og de forvandler sig til et skræmmende og stenhårdt vi. Drengene laver også deres egen skole, hvor de giver hinanden lektier for og skriver alting ned i et stort stilehæfte, og de har en enkel regel: »Stilen skal være sand. Vi skal skrive tingene, som de er, det vi ser, det vi hører, det vi gør.«
At overleve som barn under ekstreme forhold er også sagen i norske Malin C.M. Rønnings debutroman Skabelon. Den navnløse fortæller er nummer seks i en børneflok på otte. Hun er fem, da vi møder hende, tretten, da romanen slutter, og hun skriver også ting ned i et kladdehæfte, men det er for at holde regnskab med alt det, der forsvinder fra huset.
Del: