Søren Sveistrup: Kastanjemanden. 528 sider. 300 kr. Politikens Forlag.

Filmmanuskriptforfatter Søren Sveistrup har valgt et meget sikkert setup til sin debut som krimiforfatter med genbrug af ideer og skabe­loner fra sin egen successerie Forbrydelsen: en kvik, ung drabsefterforsker og it-ekspert, Naia Thulin, planlægger et karriereskifte til den nye afdeling for cyberkriminalitet, NC3. Så lander en sag på hendes bord; en ung mor fra Husum er blevet dræbt på bestialsk vis. Thulin får også en ny makker på halsen, den mutte, rodløse Mark Hess, og pludselig må hun se langt efter den anden ­stilling. Hess har tidligere arbejdet for Interpol og er blevet sparket hjem efter uoverens­stemmelser med cheferne. På gerningsstedet finder efterforskerne en kastanjemand med fingeraftryk efter en pige, som er datter af landets socialminister. Pigen forsvandt året før og er erklæret død. Liget er dog aldrig blevet fundet, men politiet fandt det blodindsmurte gerningsvåben hos en psykisk syg mand, som tilstod forbrydelsen. Der er naturligvis også en dum, selvoptaget chef, Nylander, som har prestige på spil i relation til den gamle sag, og som i hele forløbet holder på, at drabet på socialministerens datter er opklaret, selv om tegn på det modsatte stille og roligt stakker sig op.