Mit liv med læsning har været vidunderligt, men ikke altid uproblematisk. Første gang min læsning kom ind i en alvorlig krise, har nok været i begyndelsen af firserne, hvor jeg både var litteraturstuderende og håbefuld ung poet og følte, at jeg i disse egenskaber burde have læst al litteratur i verden og måtte rødme, hver gang, der refereredes til et værk, som forudsattes bekendt, mens jeg for mit vedkommende kun var nået til titlen. Forstenet stirrede jeg ned i den gabende kløft mellem det monstrøse pensum og så de bøger, jeg faktisk havde læst. Og fordi jeg ikke anede, hvordan jeg skulle leve videre med denne modsætning mellem ambition og virkelighed, gik jeg i en periode helt i stå og læste slet intet.

Indtil jeg kom i tanker om tiden, før litteraturen var blevet til lektier for mig, nemlig min gymnasietids læsning af skønlitteratur, der var så meget des mere lystfyldt, som ingen af de bøger, jeg læste, indgik i undervisningen, men tværtimod blev læst på bekostning af den, så at sige i smug og i stedet for de tekster, som skulle opgives til eksamen. Også her ser vi, hvordan et påbud let ødelægger lysten, mens forsyndelsen mod et forbud øger den.