Kriminelt. Over en årrække stjal kyniske tyve store mængder af vores fælles kulturarv fra Rigsarkivet. Nu fortælles historien i et partsindlæg af manden, der afslørede sagen.

Det store arkivtyveri

Martin Q. Magnussen: De forsvundne nazi-dokumenter. Den ufortalte historie om tyveriet fra Rigsarkivet. 239 sider. 299,95 kr. Grønningen 1.

Nogle burde give den tidligere betjent og forfatter Martin Q. Magnussen en pris og en medalje, for uden ham er det ikke til at sige, hvor lang tid de afskyelige tyverier fra Rigsarkivet kunne være fortsat. Magnussen havde på baggrund af rygter i samler­miljøet fået mistanke om, at der på Rigsarkivet foregik systematiske tyverier af materiale vedrørende danske frivillige i Waffen-SS under Anden Verdenskrig. Han havde derfor iværksat sin egen private undersøgelse, der pegede på, at to personer, Kim Dorph Vinther og Henrik Irdan, stod bag. Det viste sig at være korrekt. Under et besøg på arkivet i efteråret 2012 kunne Magnussen ved selvsyn observere, hvordan Irdan og Vinther stjal dokumenter og smuglede dem forbi vagten. Tyveriet blev meldt til Københavns Politi, der under en ransagning fandt kassevis af stjålne akter i deres hjem.