Det 20. århundrede. De to sidste bind i Ian Kershaws storværk om Europa fra Første Verdenskrig til Brexit er ikke uden problemer, men tidens bedste bud på en samlet europahistorie.
Den store rutsjebanetur
Ian Kershaw: Gode tider – nye farer. Europa 1950-1973 + Vendepunkter. Europa efter 1973. Oversat fra engelsk efter »Roller-Coaster« af Uffe Gardel. 376 sider og 414 sider, ill. 249,95 kr./bind. Gads Forlag.
Indtages et århundrede bedst i to eller fire mundfulde? Spørgsmålet melder sig nu, hvor de sidste to bind i den anerkendte britiske historiker Ian Kershaws samlede værk om Europas nyere historie er udkommet på dansk. De to første bind dækkede verdenskrigene og den tidlige efterkrigstid. Det tredje bind, Gode tider – nye Farer, retter fokus mod Den Kolde Krig og den økonomiske vækstperiode frem til oliekrisen, mens bind fire, Vendepunkter, strækker sig derfra og frem til nutiden med vægten lagt på Sovjetunionens opløsning, fløjlsrevolutionerne og den jugoslaviske borgerkig. Den sidste del af bogen behandler Europas udfordringer efter årtusindeskiftet – fra krigen i Irak til Brexit.
Del: