Den oprindelige skovmand

Der er dem, der springer let hen over naturbeskrivelser i bøger. Dem hører jeg ikke til. Indtil jeg var syv år gammel, boede mine forældre i et stort gammelt hus, der lå lige ved en eng ned til en å. Dengang færdedes børn mere frit end i dag, og om sommeren brugte jeg mange timer i engen med at plukke blomster eller fange hundestejler og andre småfisk fra en lille bro over åen. Eller bare ligge i det høje græs og kikke på skyerne, der sejlede over mit hoved i stadigt nye former. Den svensk/finske digter Edith Södergran skriver i et digt, at »nøglen til alle [hendes livs] hemmeligheder ligger i græsset i hindbærbakken«. Måske ligger nøglen til mine hemmeligheder i engen ved Tubæk Å?

Selvom jeg derfor er glad for naturbeskrivelser, havde jeg indtil for nylig aldrig fået læst naturromantikernes bibel, Livet i skovene af Henry David Thoreau. Jeg har endda haft den i mange år. Da jeg boede i Aarhus, kom jeg et par gange om året til København og benyttede altid lejligheden til en slentretur gennem Fiolstræde med de dengang mange antikvariater. En dag fik jeg øje på Livet i skovene i en smuk udgave fra 1949 og med sort-hvide illustrationer af Mads Stage. Jeg købte den som en (lidt egoistisk) fødselsdagsgave til min mand, der satte den ind i bogreolen. Der stod den så, indtil jeg for nylig så den omtalt i Annie Dillards essaysamling The Abundance. Dillard havde ligesom Thoreau slået sig ned midt i naturen nær Tinkers Creek i Virginia, og hendes beskrivelser af ture rundt i landskabet under vekslende vejrforhold fik mig til at finde Thoreau frem fra bogreolen.