Den femøre­formuende

Læsning kan være en alvorlig sag. Som barne­læser i 1970erne og starten af 1980erne mødte jeg mange børne­litterære karakterer, hvis barske skæbner blev fortalt med det for­mål at bi­drage til min generations sociale engagement. Jeg husker, at jeg læste Leif Esper Andersens Hekse­feber (1973) i skolen og blev virkelig indigneret. Bogen foregår i hekse­brændingernes tid, men handler om social stigmatisering og manglen på accept af ander­ledes tænkende med direkte adresse til sam­tiden. Den pædagogiske pege­finger virkede på alle os halv­fjerdser­børn, og vi ind­så, at mobning var noget skidt. Vi forstod også, at børne­litteraturen ville os andet og mere end at under­holde, og derfor var der også en skarp sortering af det læse­stof, man kunne låne på skole­biblioteket; helst ikke for megen pjank, serier og fantasy. Det kan nok hænde, at den ellers så vel­menende børne­litterære op­dragelse gav bag­slag. Jeg kom i hvert fald selv til at føle en vis af­smag for humor­forladt problem­realisme.

Ligesom mange andre børnelæsere fandt jeg – og finder fremdeles – inspiration i Astrid Lindgren, fordi hun trods et betydeligt om­verdenspres holdt fast i leg og magi som centralt stof i sine fortællinger for børn. Det er historierne om Pippi og Emil, der står stærkest i den kollektive erindring, og her finder man rigtignok social kritik, men humoren er altid med. De traditionelle autoritetsforhold mellem voksne og børn, rige og fattige, veluddannede og enfoldige opløses gang på gang på en be­friende og latter­vækkende facon. Lindgrens fantastiske fortællinger, særligt Brødrene Løve­hjerte (1973) og Ronja Røverdatter (1981), har en mere alvorlig grundtone, men barnelæseren får aldrig budskaberne skåret ud i pap, og selv når det handler om sygdom og død, er der plads til finurlighed.