De taler til os gennem tiden

Lyt til podcasten her

I forsommeren 2024 udgav Gyldendal en ny udgave af Hans Kirks Fiskerne. Det er en roman, som jeg har stor veneration for, og jeg lagde billet ind på at anmelde den.

»Hm,« sagde min redaktør. »Jeg ved ikke, om vi bør bruge plads på at fortælle læserne, at Fiskerne stadig er en god roman.«

Jeg forstod straks hans pointe og forsøgte at tænke både litterært og journalistisk på én gang:

»Men jeg vil gerne skrive om den i et moderne naturperspektiv,« sagde jeg. »Vesterhavsfiskerne flytter jo ind til fjorden i søgen efter et mildere klima, men nu, små hundrede år efter at romanen udkom, har vi fjorddød og fedtemøg, og jeg ved ikke hvad, og desuden er det en roman om religiøs fundamentalisme, så …«

Til den idé gav min redaktør grønt lys, og jeg gik hjem og læste. Når anmeldelsen alligevel aldrig blev til noget, skyldes det, at min idé ikke var unik. I hvert fald ikke unik nok. Inden jeg fik tid til at skrive, havde en anden avis bragt en klumme om romanen ud fra nogenlunde samme vinkel (bortset fra den kristne fundamentalisme), og så skrinlagde jeg med ærgrelse min idé.

Men selvom jeg ikke fik skrevet om Fiskerne, stod det mig klart, at klassikerne hele tiden vil os noget på årenes afstand. Det er derfor, de er klassikere.

Romaner af Thomasine Gyllembourg, Mathilde Fibiger og Amalie Skram minder os om, at emancipation ikke bare kommer af sig selv, og deres romaners borende blik på pigers og kvinders rolle i samfund – og ikke mindst ægteskaber – der hviler på patriarkatets indlysende magt, giver genlyd langt ind i vores nutid.

Jeg har altid læst klassikere, men de senere år har jeg mærket en stigende lyst til – ja, måske endda et stigende behov for – at læse litteratur med dybe rødder i litteraturhistorien. Og derfor har jeg set frem til, at Weekendavisen nu kan udgive en podcastserie med syv samtaler om vigtige værker fra den danske litteraturhistorie – fra Leonora Christinas berømte erindringsværk Jammers Minde til Anders Bodelsens samfundsrealistiske novellekunst om mennesker i velfærdsstaten.

JEG HAR LÆST et essay, Omveje til Mississippi (2022), hvor digteren og essayisten Mikkel Thykier reflekterer over, hvad klassikerlæsning er. Han ser en hindring for den frie læsning i, at en klassikers persongalleri, vigtigste episoder med mere kan forventes at være kendt på forhånd: »Derfor minder allerede den første læsning om en genlæsning eller en genopdagelse.« 

Ifølge Thykier er klassikere ikke bare værker, der ligger bag os, og som man kan studere som spor af en afsluttet tid. Det er også værker, der er foran os, fordi de altid ankommer hurtigere til fremtiden, end vi selv gør. Mikkel Thykier taler om klassikernes dobbelte eksistens, både i fortiden og fremtiden. Klassikeren gnistrer kortvarigt, »før den forsvinder ud i horisonten for at lyse op igen for andre, engang efter min egen tid«.

Det er smukt skrevet. Når man læser klassikerlitteraturen, kan man netop mærke, hvordan den forbinder os i dag med dem, der var her før os. Thomasine Gyllembourgs roman om guldalderens borgerlige dannelsesidealer over for revolutionstidens frihedskrav, Tom Kristensens skildring af den neonoplyste, jazzede moderne mellemkrigstid og Anders Bodelsens realistiske noveller om velfærdssamfundets mennesker gør os i stand til at forstå vores egen placering i tidens skred.

I disse år er strømmen af klassikere fra forlagene stærk. Det vrimler med både enkeltstående udgivelser og mere kuraterede serier, og aldrig før har mangfoldigheden af gemte, glemte og genopdagede bøger, der får klassikerprædikatet hægtet på sig, været større. 

I mange år var det ikke længere eksisterende forlag Rosinantes internationale klassikerserie et flagskib. I dag er det i høj grad forlaget Turbine, der tager teten med en forrygende række af internationale klassikere. Og flere mikroforlag, for eksempel Escho og Sidste Århundrede, har udgivelsesserier for glemt guld med skæve vinkler, som forlagene graver ud af litteraturhistoriens oversete forfatterskaber.

I dag ser vi en udpræget »retfærdighedsarkæologi« i klassikerserierne. Gyldendal har hele to serier, hvor de gør en dyd ud af at rehabilitere. Om Gyldendals Skala hedder det, at serien »skaber et rum og et nyt liv for de bøger, som aldrig fik den status, de fortjente, da de først udkom«. Og den nye Gyldendal Nordisk er »en serie for kendte og glemte klassikere fra den tid, hvor det nordiske selvbillede bliver skabt på diskussioner om køn, klasse, tro og moral«.

Forlaget Gladiator har i årevis drevet Sandalserien af »klassikere på kanten«, altså på kanten af den etablerede kanon. Gladiator har formuleret en læseværdig litterær oppositionserklæring, der munder ud i en ambition om at skabe plads til »det skøre«, som det hedder, »så smerten og desperationen har et sted at være«. Her er apokryfe kvaliteter vigtigere end autoriseret klassikerstatus.

AF OG TIL virker det, som om der er gået inflation i klassikerbegrebet. Men på den anden side: Gennem år er mange værker naturligvis faldet ned i sprækkerne, hvor de så en dag – måske – bliver genopdaget og skrevet ind i litteraturhistorien. Derfor er ordlyden vigtig, når Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, grundlagt i 1911, selv skriver, at deres serie Danske Klassikere »ikke kun [består] af guldrandede klassikere, men også af værker, der i dag med urette er ganske ukendte, selv om de i samtiden nød stor anerkendelse«.

Også her finder man ambitionen om at rette søgelyset mod vigtige værker i litteraturens mørklagte egne.

Så hvordan forholder man sig til klassikerne i dag? I de senere år har jeg haft fornøjelsen af at holde en række foredrag om litterære klassikere på Det Kgl. Bibliotek. Her afprøvede jeg en bestemt metode: at vise de originale manuskripter frem for publikum. Under skarp supervision af medarbejdere fra bibliotekets Specialsamlinger fik gæsterne mulighed for at komme helt tæt på – nok se, ikke røre – håndskrifter af for eksempel Amalie Skram og Tom Kristensen.

Der stod vi så og studerede kladdens forhold til renskriften og rettelser og tilskrifter i forfatterens egen hånd. De gamle manuskripter åbnede en tunnel i tiden, som man forhåbentlig også vil fornemme i den nye podcast fra Weekendavisen. 

I Klassikerskolen præsenterer nemlig vi syv vigtige værker, som ruskede op i tiden, da de blev skrevet, fornyede og udvidede litteraturens rum, både det idémæssige og det æstetiske, og åbnede for nye veje til at se og forstå samfundet og menneskelivet. Også her ligger de originale manuskripter foran værten og hans ekspertgæst og taler gennem tiden.

Nej, Hans Kirks Fiskerne er ikke med, så her er ingen fjorddød og fedtemøg. Til gengæld er her syv andre hovedstykker fra den danske litteraturs historie, som har bud til os i dag. 

Det er værker der, som Det Danske Sprog- og Litteraturselskab selv siger, »er værd at læse, har en kvalitet, der gør dem til en udfordring for læserne netop nu, samtidig med at de gør indtryk som stemmer fra en nu efterhånden (fjern og) fremmed tid«. 

Med andre ord: klassikere.

Klassikerskolen

Podcasten Klassikerskolen er udgivet af Weekendavisen i samarbejde med Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. I seriens syv episoder taler Klaus Rothstein med Marita Akhøj om Leonora Christinas Jammers Minde, Anne-Marie Mai om Thomasine Gyllembourgs To Tidsaldre, Lise Busk-Jensen om Mathilde Fibigers Clara Raphael, Per Dahl om Georg Brandes’ Nietzsche-forelæsninger, Johnny Kondrup om Ernesto Dalgas’ Lidelsens Vej og Dommedags Bog, Torben Jelsbak om Tom Kristensens Hærværk og Erik Skyum-Nielsen om Anders Bodelsens Drivhuset og Rama Sama.

Alle værkerne er udgivet i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs serie Danske Klassikere med fyldige noter, litteraturvidenskabelig efterskrift m.m. 

Alle episoderne kan findes her.