Denne artikel udkommer også i Weekendavisens litterære nyhedsbrev 'Bogligt begavet'. Læs mere og tilmeld Dem her.

Sport skal som bekendt indtages live. End ikke den klogeste tv-kommentator eller de smukkeste superslowmotion-billeder kan matche den sansemættede oplevelse, det er at tage plads på en fodboldtribune, et tennisstadion eller i et alpint hårnålesving på udkig efter cykelfeltet.

Men fordi ingen af os råder over FIFA-præsident Gianni Infantinos flybudget (og CO2-indifferens), må vi nøjes med fjernsynet. Og litteraturen! I en sommer, hvor Tour de France-rytterne og Wimbledons tennisspillere skal konkurrere med fodbold-VM, kan det føles som en sval lise at mute tv-virakken for en stund og trække sig tilbage med en god sportsbog, der reflekterer over spektaklet.

Og da jeg alligevel ikke kan få mig selv til at fylde nyhedsbrevet med min kollega og gode ven Joakim Jakobsens tidløse mesterværker om fodbold og cykelsport, følger her fem andre bud på de bedste bøger om sport:

1. Fåmælt kannibal

Den britiske sportsjournalist William Fotheringham hører til blandt fagets bedste, og hans biografi fra 2012 om Eddy Merckx, alle tiders største cykelrytter, er et af de mest overskudsagtige og dybdegående sportsportrætter, jeg har læst. Gennem overlegen kondensering og dristige synteser lykkes det Fotheringham at skrive Merckx frem som andet og mere end den fåmælte kannibal, der gjorde det til sin levevej at æde cykelløb (525 blev det til i karrieren).

Merckx – halvt menneske, halvt cykel besidder det dobbeltblik, en sportsbiografi bør have: Bogen afdækker undtagelsesmennesket, men peger desuden på de karaktertræk, der i sidste ende alligevel gør superhelten til et menneske. Belgiske Merckx dominerede den professionelle cykelsport i 1960erne og 1970erne nådesløst, men kæmpede samtidig med angst og usikkerhed, hvilket ikke gør hans præstationer mindre imponerende.

Giv den som gave til: en under 30, som påstår, at Tadej Pogačar er den største gennem tiderne

William Fotheringham: Merckx – halvt menneske, halvt cykel

2. Tennis som prisme

Hertillands findes der forsvindende få, som virkelig kan skrive om sport. Derfor ville vi være nødt til at opfinde Anders Haahr Rasmussen, hvis ikke han allerede fandtes. Forfatteren og journalisten, der er født i 1979, bragede ind i sportsjournalistikken med sin bog Én bold ad gangen (2010), der følger den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki og hendes team under US Open i 2009.

Den dengang unge danske tennisspiller når ganske sensationelt hele vejen til finalen, hvilket i sig selv er en turneringskrønike værd. Men Haahr Rasmussens ambitioner er større. Med afmålt pen bruger han Wozniacki og tennissporten som prisme for, hvad det vil sige at være ung, berømt og kvinde i den professionelle sports globaliserede (og somme tider indholdsløse) verden.

Giv den som gave til: tennismotionisten, der har mistet modet efter en lægskade

Anders Haahr Rasmussen: Én bold ad gangen

3. Pyramidespil

Ingen sport er beskrevet så indgående og klogt som fodboldspillet. Englændernes gamle spil, der gennem mere end hundrede år har gået sin sejrsgang over hele verden, er på én gang en meget simpel legemsøvelse – to hold, en bold, to mål – og en beholder for menneskelivets dybeste længsler og håb. Hvad der sker inde på banen, fortæller ikke så lidt om, hvad der sker udenfor. Og omvendt.

At de to ting, taktik og kultur, hænger nøje sammen, demonstrerer britiske Jonathan Wilson i Fra pyramiden til 4-4-2, den måske bedste bog om fodbold efter årtusindeskiftet. I et tilgængeligt, let flydende sprog fortæller han om, hvordan ikoniske personager som Valerij Lobanovskij, Johan Cruyff og Arrigo Sacchi og mange andre formede fodbolden – og hvordan verden uden for fodboldbanerne altid har spillet med.

Giv den som gave til: ham, der tror, at Pep Guardiola opfandt den moderne fodbold

Jonathan Wilson: Fra pyramiden til 4-4-2

4. Land mod by

Til tider udmærker cykelsportsformidling sig ved en højtravende intellektualisme, jeg finder ret trættende. Ofte noget med episk ental: Manden. Bjerget. Smerten. Triumfen. Men når det nu skal være (og det skal det vel her få dage før årets Tour-start i Barcelona), så er Curzio Malapartes lille essay fra 1949, Coppi og Bartali, et godt sted at slå ned.

Den italienske dramatiker viser på bare 56 sider, hvordan 1940erne og 1950ernes indædte rivalisering mellem den traditionsbundne, katolske bondeknold Gino Bartali og det rationelle, maskinelle fremtidsmenneske Fausto Coppi spejler Italiens splittelse efter Anden Verdenskrig og den gryende overgang fra tro til videnskab, fra det gamle til det nye Europa. »Der er blod i Ginos årer. I Faustos er der benzin,« skriver Malaparte.

Giv den som gave til: den lycrabærende mellemleder, som godt kunne trænge til et skud poesi

Curzio Malaparte: Coppi og Bartali

5. Det fatale geni

Ved hvert fodbold-VM opføres samme sceneri. Brasilien tildeles rundhåndet en træt buket af klicheer: samba, kreativitet, smil og joga bonito. Og hvad sker der så? Ikke så meget. Brasilianerne ligner til forveksling alle de andre, mindre myteomsvøbte nationer. Lidt for europæiske, lidt for strømlinede. Hvor er eventyret? I kvartfinalen er det som regel slut, sådan er det gået stort set hver gang siden guldet i 2002.

Men kan man alligevel ikke lade være med at håbe og heppe, vil jeg anbefale Ruy Castros Garrincha: The Triumph and Tragedy of Brazil's Forgotten Footballing Hero om 1960ernes geniale og fatale dribler, der på alle væsentlige punkter stod i modsætning til nationens fodboldkonge, svigermordrømmen Pelé. Sammen optrådte det umage par i 40 landskampe – og her er måske en pointe til efterlevelse for det nuværende brasilianske hold – uden at tabe en eneste gang.

Giv den som gave til: en god ven, der af uransagelige årsager foretrækker Argentina fremfor de gulklædte brassere 

Ruy Castro: Garrincha – The Triumph and Tragedy of Brazil's Forgotten Footballing Hero