Byvåbnet i Sävsjös kommune i Jönköpings län i Sverige er formet som et blason: et skjold delt på midten af en vandret linje. Øverst er skjoldet gult, nederst blåt. I det nederste blå felt findes nogle mursten, som skal symbolisere slotsruinen, der tidligere var Eksjöhovgård. Byvåbnet skyldes, at Sveriges ældste nulevende adelsslægt, der går helt tilbage til 1200-tallet, tidligere spillede en afgørende rolle i området. Adelsslægten har flere forskellige grene, men de har det tofarvede våbenskjold – gyldent øverst og blåt nederst – til fælles. Og det er derfor, at familien i 1632, i en opregning af slægter i det svenske Riddarhuset simpelthen kaldes for »slächten som föhra Natt och Dagh«, altså slægten, der fører nat og dag-skjoldet.

Lyder det som begyndelsen på en historisk roman? Det er det ikke, for vi er end ikke gået i gang endnu. Det er bare baggrunden for forfatteren Niklas Natt och Dags besynderlige efternavn. Han er nemlig af adelig herkomst, og måske stammer interessen for historie fra hans baggrund? I hvert fald har han allerede leveret to store romaner hensat til 1700-tallet, som nu findes på dansk: 1793 og 1794.