Da Johann slog Johanna ihjel

I næsten 200 år har et ekko kunnet høres i kunstens store rum. Det stammer fra det halvkvalte skrig, en fattig 46-årig enke sent om aftenen den 21. juni 1821 lige akkurat nåede at give fra sig, før hendes skinsyge 41-årige elsker, en fattig forhenværende soldat, skar hendes halspulsåre over i en trappeopgang i Leipzig.

Den første til at forvandle den faktuelle episode til et stykke tragisk fiktion var den 23-årige mediciner Georg Büchner, der i 1836 skrev det geniale dramafragment Woyzeck. Den anden var komponisten Alban Berg, der i 1921, stærkt inspireret af sin forgængers fragment, færdiggjorde sin lige så geniale opera Wozzeck. I 1979 bearbejdede film­instruktøren Werner Herzog endnu en gang stoffet, og kort efter årtusindskiftet skabte dramatikeren Robert Wilson og musikeren Tom Waits den ekspressive version, der gennem flere sæsoner kunne opleves på Betty Nansen Teatret i København. Skriget giver stadig genlyd. Døden vil ikke dø. Og for nylig har den svenske forfatter Steve Sem-Sandberg så grebet stafetten og skrevet romanen W., der dette efterår var indstillet til Nordisk Råds litteraturpris, og som netop nu er udkommet i en stilsikker oversættelse til dansk.