Bogdebat

Instagramificering – replik

Birgitte Krejsager, mag.art., ph.d. & cand.jur., ph.d., litteratursamtaler.dk, @litteratursamtaler.med.mening

Bøger er relationsbærere. Diderot skrev, at han aldrig havde mødt et menneske, der delte hans entusiasme for Richardsons Pamela uden at få lyst til at give vedkommende et kram. Der uddeles virtuelle bogkram på tværs af fysiske og sociale bobler på Instagram, hvor Pamelas døtre har fået ordlyd. På Instagram har i særdeleshed de kvindelige læsere fået en stemme, der afspejler deres engagement i den litterære institution.

I en stadig mere visualiseret kultur fylder bugnende bogreoler og fysiske bøgers håndgribelige sanselighed den digitale billedflade. Bogmennesker, bogsamlinger og litterære testamenter får ansigter. Bøgernes betydning som bærere af relationer er medvirkende til, at Instagram har fået tag i litteraturen på nettet. Her har de kvindelige læsere – og stadig flere mandlige læsere – fundet en æstetisk udtryksform, hvor de vedkender sig deres lyst ved at læse og kombinerer dyrkelsen af tætte relationer med egen aktive udadvendthed.

Det overses af Lasse Winther Jensens overfladiske blik på »monotone strømme af content fra forfattere, influencere og alle hånde bogfolk« og forudindtagede forestillinger om »at der på det litterært formidlende internet bliver solgt ud på alle parametre« (Weekendavisen 6.11.2020). Vi befinder os i et vandskel midt mellem gamle og nye formidlingsformer og opfattelser af forholdet mellem aktørerne i den litterære institution.

Det litterære univers på Instagram er en forsmag på et relations- og algoritmestyret litteratur- og kulturliv. Her deles relevant og inspirerende indhold, og endnu kan brugerne selv aktivt vælge, hvilket indhold, hvilke sider af litteraturens verden, de vil præsenteres for. Algoritmerne husker og forstærker relationsopbygningen omkring de trufne valg. Litteraturen tager form af de narrativer, der skabes omkring den.

Jorge Louis Borges skrev om poesien, at en bog bogstaveligt og geometrisk er et bind, en ting mellem andre ting. Når bogen åbnes, og den møder sin læser, sker der en æstetisk begivenhed. For læseren selv forandrer den samme bog sig, eftersom vi er Heraklits flod. Enhver læsning af en bog, enhver genlæsning, enhver erindring af denne genlæsning fornyer teksten. Også teksten er Heraklits flod, der forandrer sig. På Instagram fornyer og forandrer bogen sig i relationerne mellem forfatter, redaktør, litterat, professionel formidler eller læser.

Traditionelt er kvindelige læsere litteraturbærende. Kvinder køber bøger, er medlemmer af bogklubber og læseklubber, deltager som publikum i bogfestivaler, bogsaloner og bogoplæsninger. Nu skriver og deler de deres læseglæde på Instagram. Sexisme har fulgt den kvindelige romanlæser, siden hun fødtes ind i 1700-tallets diskussion om kvindekønnets forstand og fornuftsevner. I Victoriatidens England underholdt Gentleman’s Magazine sine læsere med historier om kvinder, der værdsatte bøgerne efter deres udseende. Vittigheder florerede om kvinder, der beklagede sig til bibliotekarerne: »Look what an atrocious cover it has; haven’t you one bound in saxe-blue to match my costume?«

Gustave Flauberts Emma Bovary forlæste sig på romantisk litteratur, længtes efter de store følelser i heltindernes liv. I dag anerkendes romanlæsning som en feminin måde at udforske verden på. »It is precisely because we hate and love that our relation with poets and novelists is so intimate,« skrev Virginia Woolf (How should One Read a Book).

Den følelse af intimitet, som ro­manlæsningen etablerer mellem forfatter og læsere, forstærkes, når forfattere og læsere mødes på Instagram. Med diderotske bogkram, engagerede refleksioner og kommentarer væves litteraturens ord, værdier og billeder ind i fremtidens digitale rum. Litteraturen er vigtigere end nogensinde, for at vi kan forklare over for hinanden, hvem vi er, og hvor vi skal hen. At skrive nedsættende om instagramificering af den litterære institution og påstå, at dens aktører »sælger ud«, ligner sexisme – nu blot forklædt som »et opråb fra ’90ernes ideologikrigere«.

Lasse Winther Jensen svarer:

Det er selvfølgelig altid dejligt, når mennesker finder sammen om glæde ved litteratur, både ude i virkeligheden og på sociale medier. Mit ærinde med min kommentar var ikke at nedgøre nogens litteraturglæde, blot at knytte en kommentar til nogle helt objektive forandringer i litteraturformidlingen på internettet, der har materialiseret sig i løbet af det seneste årti. Disse forandringer ser jeg udtrykt i forskellen på blogformatet og Instagram-formidlingen. På 00ernes litterære blogs var litteraturen i fokus som skrift og som æstetisk oplevelse: Nogle blogs var litteratur, selve den ægte vare. Andre blogs bestod af litteraturkritik og nærlæsning. På Instagram er der et stort fokus på socialiteten omkring læsning og på feticheringen af bogobjektet og bøgernes omslag. Endvidere fylder reklamer og sponsorater rigtig meget, hvilket for mig peger i retning af ambitioner, der ikke har det store med litteraturen i sig selv at gøre. Det er forskellene på disse to former for formidling, jeg finder interessant. Jeg fandt desuden 90er-perspektivet interessant, fordi det eksemplificerer et helt andet syn på de overfladiske og kommercielle aspekter ved Instagram (det enorme billedfokus, reklamerne, sponsoraterne), et fokus, som føles ret fjernt i dag, men som knytter an til noget af det, der er gået tabt i overgangen fra tidligere inkarnationer af det litterære internet. Afsenderen af denne replik virker ikke synderligt interesseret i at tale om disse aspekter ved Instragram. At Krejsager finder glæde ved andre af mediets kvaliteter, er selvfølgelig kun godt, og mit problem er ikke så meget, at Instagram-formidlingen findes, men at den efterhånden er det eneste, der findes, og at det, den har trængt i baggrunden, havde kvaliteter, som det (også) er værd at fortsætte med at kultivere.

Helt basalt bunder det her nok også i forskelle i forhold til, hvad man som litteraturentusiast er mest interesseret i, og det ser ud, som om Krejsager er mere interesseret i det, Instagram-formidlingen lægger vægt på, end det, de gamle blogs (og 90ernes alternative kultur) lagde vægt på. Der har jeg det omvendt, og der er jo heldigvis plads til os alle. Hvad sexismeanklagen angår, finder jeg den fuldkommen grundløs og en smule uhæderlig.

Naturen, poesien og lillebror

Christina Matthiesen, forfatter og lektor i retorik, Københavns Universitet

I Bøger #39 stod to læsværdige svar på Josefine Klougarts essay om et hesteridt med forandringspotentiale: Hvis vi oplever forbundethed med naturen, så passer vi på den. Lars Christiansen indvender, at mennesket står uden for naturen eller over den, hvorfor vi må passe på den som en lillesøster.

Jens Kramshøj Flinker indvender, at vi i overophedet sympati oftest ophøjer naturen og fremmaner en gammeldags pittoresk fantasi, der gør mere skade end gavn.

»Omtrent alt vinker« skriver den sene Rilke, og det citat indleder min digtsamling TUSHIPROGRAMMET. På en måde kan vi godt se det for os. Hunden vinker til os. Det gør kornet også. Jeg har aldrig haft en hest, men jeg har alligevel følt mig positivt forbundet med universet i glimt. Epifaniske øjeblikke kan opstå, ofte i naturen. Og sådanne øjeblikke udelukker selvklart ikke andre naturoplevelser.

Pludselig bliver man stukket af en hveps. Eller: »så jubler vi over blåhat / klapper myg og flue«, som jeg skriver i samlingen. Digtene handler netop om alt det, vi ikke kan disciplinere, men får foræret. Ikke alle gaver er lige skønne. Selv om mennesker kan meget, støbe grøn beton og udvikle jordløst vertikalt landbrug, så forekommer det naivt at tro, at vi kan herske over naturen, for den svarer tydeligvis igen og fortæller løs med vinkeri og magtdemonstrationer og munden fuld af blomster, storm og pesticider. Også på måder, vi ikke forstår. Vi er lillebror. Vi er de aktivt læ-rende gennem vores forsøg, forestillinger og sprog, blindgyder, tilfældigheder og epifaniske glimt.

Dette er debatindlæg til bogsektionen og udtrykker alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på bogdebat@weekendavisen.dk.