Bipersonens øjeblik

Dag Solstad spiser ikke laks uden for fædrelandet. Ikke utenfor fedrelandet! Det er en af Solstads norske forfatterkolleger, der lige har hørt den seneste erklæring fra den 76-årige mester og kringkaster den ­patriotiske ­melding i et skandinavisk hjørne ved åbningen af litteratur­festivalen Incroci di Civiltá i Venedig.

På det lange bord i midten af salen står ærterisotto og andre venetianske specialiteter. Og altså fade med små lakseopsatser, som med stor sandsynlighed er tilberedt af laks importeret fra Norge. Men: Ikke utenfor fedrelandet.

Lidt senere kommer Weekendavisens udsendte til at stå ved siden af Solstad. Han er en høj mand. I sin korte, sandfarvede skindjakke og med sit halvlange, hvide hår ligner Solstad et jævnaldrende medlem af et britisk tungrockband fra omkring 1970. Bare forsynet med små Bjørnson-briller. En excentriker, der har måttet vænne sig til at være midtpunkt.

Lidt stilfærdig konversation. Så må man jo spørge til det: Nå, man hører, at hr. Solstad ikke spiser laks uden for fædrelandet?

»Nej! Aldrig!« fastslår Solstad og kaster hovedet skråt nedad i en kategorisk understregning.

Han løfter hovedet med mildt pokerface:

»Men faktisk heller ikke hjemme i Norge ...«

Som at læse en Dag Solstad-roman i halvanden sætning. Alt rejses for at ramle sammen.

Et par dage senere sidder Dag Solstad på festivalens hovedscene på Ca Foscari-universitetet midt i Venedig. Nordmanden er programsat fredag klokken 18, absolut primetime på festivalen, der slutter lørdag.

Salen er helt fyldt, op mod 500 mennesker. Den store interesse afspejler et sent gennembrud for Solstad i Italien og i det hele taget i den store verden.

En medarbejder fra Solstads italienske forlag forklarer over for Weekendavisen, at flere Solstad-titler de seneste år er udsendt med stor succes og har trukket tidligere titler med sig i de italienske boglader.

Det begyndte i USA, forklarer forlæggeren. Amerikanske kritikere blev opmærksomme på, at Karl Ove Knausgård betragter Solstad som et stort forbillede. Og så gled mesteren fortjent med i lærlingens brusende verdenssucces. Den fremtrædende kritiker James Wood kaldte i The New Yorker Solstad »en gennemført hypnotisk og gennemført human forfatter«. Wood fastslog: »For mig var 2015 Solstads år.«

Solstad fortæller da også til Weekendavisen, at han efter Venedig kun får en enkelt uge hjemme i Oslo. Så skal han videre til den store PEN World Voices-festival i New York.

Så nu er publikum i en lang række lande i gang med at læse Solstads romaner om det frustrerede, skandinaviske homo privatus. Fra 1980ernes socialistiske desillusion til 1990ernes og 2000ernes vaklen og lammelse hos midaldrende mænd, der vælger at stille sig uden for livets overhalingsbaner.

Den internationale opmærksomhed falder sammen med, at forfatteren har proklameret, at der ikke kommer flere romaner fra hans hånd. Dag Solstad har været ramt af svær sygdom de senere år.

I Venedig sidder Dag Solstad nu på scenen med sin italienske oversætter, Massimo Ciaravolo. Solstad insisterer på at tale sit modersmål – modsat de fleste af kollegerne på den internationale festival.

»Jeg er stolt af min sproglige ensidighed,« erklærer laksepatrioten Solstad i mikrofonen.

Efter en introduktion beder oversætteren Solstad om at læse åbningen på Generthed og værdighed fra 1994. Publikum lytter intenst, mens de følger den italienske oversættelse på en storskærm. Og som nordisk iagttager tænker man, at der næppe er nogen skandinavisk forfatter, der skriver lige så suveræne åbninger.

Helt egensindigt solstadske. Ikke med et smæld, ikke med brand. Nej, en sindig stafet i stuetemperatur, hvor hovedsætninger, indskud og bisætninger slynger sig omstændeligt fremad ved hinandens hjælp.

»Egentlig var han en lidt fordrukken lektor i 50’erne med en kone som var blevet lidt lasket med årene, og som han spiste morgenmad med hver morgen. Også denne efterårsdag, en mandag i oktober, som han da han sad over morgenmaden med let værkende hoved, endnu ikke vidste ville blive den afgørende dag i hans liv,« som det lyder i Sara Kochs danske oversættelse fra 2017.

Og så følger vi lektor Elias Rukla hen til norsktimen på gymnasiet, hvor eleverne hænger over bordene som »en kompakt og uigennemtrængelig fjendtlig struktur«. Midt i denne morgensump af kedsomhed gør Rukla en opdagelse i Henrik Ibsen-stykket Vildanden. Aha-oplevelsen gælder Dr. Relling, som mest optræder for at betragte de øvrige personer udefra med klarsynede sarkasmer. Det er Relling, der siger den udødelige replik: »Tar De livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tar De lykken fra ham med det samme.«

Elias Rukla opdager, at Relling selv får lov at opleve denne katastrofe i en regibemærkning – »(dirrer lidt i stemmen)« – da doktorens store kærlighed, Fru Sørbye, meddeler, at hun skal giftes med grosserer Werle. Lektor Rukla øjner her en gestus fra Ibsens side: »Bipersonens øjeblik«.

Og sådan kan man netop betragte Solstads romanfigurer: Bipersoner i den store sammenhæng, der bevæger sig ind i det fatale øjeblik. Indesluttede, hamsunske individer, der i skandinavisk heldagsregn havner i mildt kafkask umulighed. Skildret på én gang nådesløst og solidarisk af Solstad.

Dette gælder også lektor Rukla, der efter Ibsen-lektionen går ned i støvregnen i skolegården og vil slå sin paraply op. Den virker ikke. Gnaven af tømmermænd går han amok med paraplyen på springvandet, så han bløder fra hånden. Eleverne trækker måbende sammen om ham, en pige står nærmest.

»Han stirrede på den store blonde pige. Fisse! råbte han.«

Hvorefter Elias Rukla forlader skolegården for altid.

Publikum jubler over Solstads ­smidige oplæsning, der bugter sig ud i salen. Oversætter Ciaravolo spørger Solstad om hans særlige rytme.

»Romaner har én stor fordel, og det er, at de har åndedræt ...«

De har pust, som Solstad udtrykker det på norsk.

»Og dét er opgaven. Man kan bare håbe på at skrive noget, som er mit eget pust. Det er helt afgørende. Jeg har jo efterlignet stort set alle gode forfattere. Alligevel har jeg noget, som er mit helt eget.«

Men Solstads romaner er ikke ­selv­­­bio­grafiske, vel?

»Nej. Jeg har aldrig anset mit eget liv for at være noget særligt. Jeg ville synes, det var meget underligt, hvis jeg ikke havde andet at skrive om end dét, jeg selv har oplevet.«

Massimo Ciaravolo taler om topografien i Solstads romaner, norske provinsbyer eller forstæder, hvor den stille utopi udleves. Ciaravolo fremhæver romanen Forsøg på at beskrive det uigennemtrængelige fra 1984, hvor arkitekt Arne Gunnar Larsen flytter ind i det boligområde i Romsås, han som byplanlægger selv har været med til at opføre.

Solstad: »Den roman er skrevet i 1980erne, da Norge var dette vældige velfærdssamfund. Der ligger en utopi på bunden af disse boligområder, som blev opført i 1970erne. Den er fuldstændig tabt af syne, og det er kun blevet værre på de snart 35 år, der er gået.«

Siden finanskrisen i 2008 har der i Sydeuropa været betydelig interesse for den skandinaviske velfærdsstat. Her optræder Dag Solstad i en dobbeltrolle: som besynger af folkeligt fællesskab og som kritiker fra den yderste venstrefløj af socialdemokratisk ­hegemoni og konsensus. Oversætter Ciaravolo beder Solstad uddybe, hvad det er, han mener med »den socialdemokratiske krop«? Et af mange Solstad-udtryk, som er gledet ind i norsk sprog og debat.

Solstad forklarer sig med en anekdote fra 1962, da han var i lære som journalist på den socialdemokratiske avis Tiden i Arendal.

»Jeg søgte naturligvis arbejde på en socialdemokratisk avis. Det kunne ikke være anderledes, nej. Og på mange måder hører jeg selv hjemme i den socialdemokratiske krop. Men dengang havde jeg altså en redaktør, en socialdemokratisk redaktør, som var utilfreds med, at folk klagede over, at sommeren 1962 var kold og regnfuld.«

Den unge Solstad var selv ude at rapportere fra en campingplads, hvor teltene stod i vand. Solstad griner oppe på scenen:

»Det regnede, regnede, regnede. Men redaktøren var irriteret over det evindelige brokkeri, han havde læst i sin ferie. Da han vendte tilbage til redaktionen, skrev han som det første en artikel, som fik rubrikken: ’Juli-vejret var langt bedre, end folk vil gøre det til!’.«

Alting gik altså bedre i det social­demokratiske Norge, end folk selv ­forstod. Og ingen skulle anfægte den officielle udlægning.

Efter fem kvarter slutter Ciaravolo af med lidt fodboldsnak. Han fortæller til salens tydelige overraskelse, at Solstad også har skrevet fem eminente reportagebøger fra VM-slutrunderne 1982-1998, frembragt i samarbejde med kollega Jon Michelet (som gik bort få dage efter festivalen i Venedig). Ciaravolo vil høre, hvorfor Norge ikke kan gøre sig gældende, når Sverige og Danmark kan?

»Der er vanskelige klimatiske forhold i Norge, og sæsonen er så kort. Det er noget helt andet i Danmark. Det er jo ... det er jo Nordtyskland! Og alle de største svenske ­fodboldspillere kommer fra Skåne, som egentlig er Danmark ...«

To dage senere møder Weekendavisen Solstad i haven på hans hotel. Vi taler om hans forfatterdebut i midten af 1960erne.

»Jeg var meget opsat på at blive modernistisk forfatter. Jeg skrev meget Kafka-agtigt og Camus-agtigt. Mange drømmeindslag. Det gik også fint ...«

Solstad griner overbærende.

Men i 1967 udsendte Solstad en samling kortprosa, hvor han tog afstand fra den symboltunge modernisme. »Vi vil ikke give kaffekanden vinger,« lød det berømte slagord fra Solstad.

Så kom 1970erne. Solstad blev medlem af det maoistiske Arbeidernes Kommunistparti (AKP) og bøjede sig for partikravet om ­litteratur for masserne. Han fremhævede Martin Andersen Nexø som forbillede og begyndte at skrive socialrealistiske romaner med kjekke proletarhelte. Fire styk skrev han.

»Ja, og det skulle jeg måske ikke have gjort. Min gode kollega og rival Kjartan Fløgstad kan helt naturligt skrive om skiftehold og den slags. Det faldt aldrig mig naturligt at gøre. Men jeg gjorde det alligevel. Og da jeg slap alt det, følte jeg en stor lettelse ...«

– Lettelse?

»Ja, over at slippe for at lade, som om jeg var proletarforfatter. Jeg er jo ikke vokset op i det miljø. Jeg var ikke proletardreng. Men jeg lærte meget af det. Det var jo en slags hybris.«

– Hvordan?

»Jeg har aldrig arbejdet så hårdt som i de år. Når jeg ikke havde den baggrund, måtte jeg jo skrive dobbelt så godt som de andre for at bevise mig. Jeg skulle demonstrere, at jeg kunne gå på proletarskolen.«

Solstad holder et øjeblik fast i den danske kanon: »Nexø er nu en god forfatter. Men slet ikke på højde med Tom Kristensen. Åh, jaja ... Tom Kristensen. Jeg elsker den roman der, Hærværk, ja.«

Det samme spring som fra Nexø til Kristensen – fra røde horisonter til desillusion og kierkegaardske livskriser – gennemførte Solstad, da han i 1980erne udsendte en stribe epokegørende romaner: Gymnasielærer Pedersens beretning om den store politiske ­vækkelse som har hjemsøgt vort land (1982), Forsøg på at beskrive det uigennemtrængelige (1984) og Roman 1987 (dansk oversættelse 1988: Brudgom).

»Ja, der er jeg tilbage som Dag Solstad. Det var vældigt befriende. Nu kunne jeg igen bruge ting, som jeg var optaget af. Jeg læste for eksempel meget Marcel Proust i alle de år, hvor jeg var proletarforfatter. Men jeg kunne ikke bruge det. Med Gymnasielærer Pedersen og Roman 1987 kunne jeg langt om længe bruge det. Det var en stor befrielse: lange, flotte sætninger.«

Solstad funderer et øjeblik i solen.

»De romaner fra 1970erne står også fjernere for mig end noget andet i mit ­forfatterskab. Sådan er det bare. Nok er jeg stadig ­kommunist. Men jeg er ikke sikker på, at jeg skal være kommunistisk forfatter i mit næste liv ...«

Solstad tænker lidt videre over Proust-frustrationen: »Jeg er jo en litterær forfatter, som også lever gennem andre forfattere. Levet liv er læst liv for mig.«

Og så kommer 1990erne med mester­værkerne om de solstadske bipersoner i de fatale øjeblikke. Dag Solstad erklærer:

»Ja, så er det politiske helt borte. Nu er det civilisationens tilstand, det handler om ...«

– Hvad er det værste ved vor tid?

»Ødelæggelsen af aviserne. Det er nok det, som går mig mest på: Forfladigelsen. Der er jo flere aviser, jeg ikke har læst længe. Det er sørgeligt. Så må jeg jo holde mig til bøgerne i mit bibliotek. Men det piner mig mere, end jeg havde troet, at det ville gøre. Så længe man er klar i hovedet, vil man jo gerne ­udfordres.«

Til gengæld ser Dag Solstad frem mod sommerens VM i fodbold. Og han er glad for, at han ikke længere skal rejse ud og levere reportager til norske aviser: »Man er jo et nervevrag derude ...«

Men de fem VM-bøger ligger der stadig. For eksempel 1986-bogen, hvor Solstad ­forelsket følger den danske VM-debut i Mexico – og tidligt aner undergangen for Sepp Pionteks fantastiske landshold. Under Danmarks første VM-kamp mod Skotland gør det Solstad urolig, »at det var et hold af danskere«.

Solstad udpegede i sin reportage et ­medfødt dansk handicap: »En art flegmatisk grundholdning om, at det skal gøres med stil. Det var denne grund­holdning, jeg frygtede, da jeg sad på Neza Stadion for at følge mit ­adopterede hold i sin første VM-turnering.«

Solstad fik ret dengang i 1986. Det danske landshold gik netop under i trangen til at fortrylle. I 2018 glæder han sig ikke desto mindre meget til at se Åge Hareides landshold ved VM.

»Men jeg kan godt savne Preben Elkjær,« understreger Dag Solstad. »Han var en ­proletardreng!«