Forstået baglæns. Når Søren Kierkegaards værker genudgives, endnu en gang, så runger det i evigheden, i eksistensen – og i postkassen.
Begravet i Kierkegaard
Hvilke bøger burde man altid have stående på en øde kogeø? Hvis man spørger min kære hustru, så er svaret ikke alle Søren Kierkegaards værker, der netop er udkommet i – endnu – en paperbackversion. Men der har den altså stået i snart tre uger. Hele 16 fede bind, balancerende på kanten af eksistensen, og altså også på kanten af vores kogeø, lige midt i køkkenalrummet.
Der har hin enkelte så gået og snacket og nippet og fundet og læst og genlæst. Volumener er sneget ned i bæreposer til togture. Bind er sanket til en times krydsreferencetogt foran pejsen. Bog på bog på bog er lagt i den pastorale mappe, hvorefter én side er blevet nærlæst på alle ledder og kanter i en hel time på en café – og det var så den dags salighed. Og alt imens ens egen retorik i det daglige umærkeligt bliver længere og længere i mundvandet, mere og mere en kællingeknude i sin hele grammatiske Construction, mere og mere altmodisch & traurig & benauet, og ordene, hin enkelte ord, mere og mere udsøgte, mere og mere nøje nappede, mere og mere pincetplacerede a la en spiselig lilla sprogblomst på sindets Geranium, og man pludselig hører sig selv bruge ordet ejendommelig, altså i sin oprindelige betydning, så ændrer hele livet omkring én sig. Man er, opdager man, begravet i Kierkegaard.
Del:
