Allan Lillelund og Hans Peter Madsens novellesamlinger minder på overfladen så meget om hinanden, som det er muligt for udgivelser af to forskellige forfattere.

Samtidig viser de dog, at litterær kvalitet ikke bare handler om at skrive sprudlende og kontrolleret, det handler lige så meget om at fremmane en mere ubestemmelig form for nærvær og om empatiske personskildringer. Således er det ikke altid den dygtigste forfatter, der ender med at skrive den mest interessante bog.