Action og allegori. Angolansk-portugisiske José Eduardo Agualusa skriver farverigt fabulerende om afkoloniseringens kaos.

Bag en mur i Luanda

José Eduardo Agualusa: Almen teori om glemsel. Oversat fra portugisisk efter »Teoria Geral do Esquecimento« af Gregers Steendahl. 280 sider. 300 kr. Batzer & Co.

Efter 15 års befrielseskampe løsrev det sydvestafrikanske land Angola sig i 1975 endelig fra den portugisiske kolonimagt. Løsrivelsen forløb ikke fredeligt. Dels fortsatte den allerede igangværende blodige borgerkrig mellem den cubansk og sovjetisk støttede oprørsbevægelse MPLA på den ene side og de sydafrikansk støttede organisationer FNLA og UNITA på den anden side, dels blev tusinder af etniske portugisere, der havde levet hele deres liv i landet, fordrevet med vold.