Kristín Eiríksdóttir: Elin, diverse. Oversat fra islandsk efter »Elin, ýmislegt« af Kim Lembek. 182 sider. 249,95 kr. Grif.

Der er en central scene i begyndelsen og slutningen af Kristín Eiríksdóttirs udfordrende lille roman Elin, diverse. Den aldrende fortæller, scenografen Elin, får fat i noget sært levende i rodet af ledninger i stuens fjernsynshjørne. Det er en plante uden rødder, uden top og bund, med sammenfiltrede blade, men tilsyneladende ingen kerne. Det er en Tillandsia, en sydamerikansk plante, der klarer sig uden pleje og trives ved at opsuge luftens fugtighed. Den kan leve, uden at nogen bekymrer sig om den. Ligesom Elin selv. Hun har med hård hånd undertrykt tilløb til ægte fællesskab med sine omgivelser, og for god ordens skyld kommer hun med denne indledende forsikring: »Rationelle læsere forestiller sig måske, at en af mine venner har fundet det morsomt at overraske mig med denne originale gave, men i så fald er det anledning til at indskyde noget vigtigt: Jeg har ingen venner. Ikke en eneste.«