Small town. Alt er muligt er en stærk roman om stilfærdige skæbners smerte og ensomhed – og om at slippe fri af fortiden.
Alt virker umuligt
Elisabeth Strout: Alt er muligt. Oversat fra engelsk efter »Anything Is Possible« af Claus Bech. 296 sider. 299,95 kr. Gyldendal.
Alt er muligt udspiller sig i lillebyen Amgash, Illinois, et univers, der blev introduceret allerede i Elisabeth Strouts sidste roman, den lysende enkle og helstøbte Mit navn er Lucy Barton: Lucy, som er forfatter, ligger på hospitalet i New York efter et simpelt indgreb, som kompliceres af en infektion. Så dukker hendes mor, som hun ikke har set i årevis, op for at være hos hende, og deres samtaler sætter strøm til Lucys erindring om det liv, hun har lagt bag sig. Det er en grum beretning om omsorgssvigt og en barndom med dyb fattigdom. Men i løbet af bogen og gennem samtalerne opstår en stille forståelse mellem mor og datter og en kim til tilgivelse og forsoning.
Del: