Landevejscyklingen er og bliver fortælleidrætten par excellence. Der er noget litterært tillokkende ved det lille, vindblæste menneske i den store, upåvirkelige natur. Cykelskildringen skrives med versaler: Kampen, Bjerget, Skybruddet, Tiden.

Fra Albert Londres over Antoine Blondin til Jørgen Leth er pedaltramp blevet omsat til poesi. Men længe før de nævnte herrer satte såmænd en dansker, højskolemanden Peter Christen Alsted (1864-1944), sig op på cyklen, hjulede ud i naturen og ind i litteraturen med Cykleviser (1904), kun to årtier efter det første landevejsløb på dansk jord.