Af en uforbederlig divas papirer

Elton Johns selvbiografi hedder Mig. Altså samme emne, som alle selvbiografier handler om, han er bare fuldstændig ubarmhjertig ærlig, hvad angår hans kolonorme selvoptagethed. Han kastes som purung ud i en megaberømmelse, hvilket sætter en stopper for hans menneskelige udvikling, mens karrieren bare ræser af sted med ham, ja, Elton Johns popularitet i midten af 1970erne var så stor, at hver femte lp, der solgtes på verdensplan, var med ham. Så der var fart over feltet, men det endte i et så afsindigt stofmisbrug, at han bør takke sin robuste fysik for, at han i dag er i stand til overhovedet at fortælle sin historie.

Han er til gengæld så god en fortæller og samtidig så hylende morsom, at man tilgiver ham hans egomani, der livet igennem veksler mellem utåleligt storhedsvanvid og knusende mindreværd. Han viger ikke tilbage for detaljeret at beskrive begge dele, samt hvordan det har påvirket ham og hans karriere og ikke mindst hans hårdtprøvede omgivelser. Han tog »diva«-begrebet til et svimlende plateau, og som så mange, der betaler en flok hjælpende hænder deres løn, går det først sent op for ham, at ingen omkring ham tør sige stop, lige meget hvad han finder på af galimatias. Og det er ikke helt så lidt, skulle jeg hilse og sige.