Historikeren Henrik Jensen har længe forfægtet en tese, som er umulig at afvise: Verden er ikke, som den har været. Engang gik mor hjemme, far tog på arbejde, og børnene passede hinanden. Pligtkulturen rådede, og mennesket var styret af omgivelsernes blik. Der var »en fællesmængde af fornødne sandheder«, som det hedder i Efter Gud, Jensens nyeste værk.

Men sådan er det ikke længere. I dag kan det være svært at se forskel på manden og kvinden og på opdrageren og barnet. National stolthed er afløst af svævende internationalisme, og den kristne arv trængt af rettighedskultur, EU og islam. Selv om slitagen indledes i Renæssancen og senere får næring af Rousseaus tanker om »det gode menneske« og Romantikkens navlepilleri, så finder dødsstødet ifølge Jensen sted i det 20. århundrede.