Eftertanke. Julie Top-Nørgaards dagbogsoptegnelser bliver til fine funderinger om det konfuse moderne liv og kroppens tyngde.
Ikke til at holde ud at tænke på
Julie Top-Nørgaard: Kroppen er en si: Dagbog. 181 sider. 180 kroner. Forlaget Fredag.
Dem, der skriver klummer, tilhører eliten, læser forfatteren Julie Top-Nørgaards mand højt fra avisen den 29. juli 2017. Julie Top-Nørgaard skriver jævnligt klummer. Bogen, det refereres i, hedder Kroppen er en si og er hendes tredje bog, så meget synes at tale for, at hun er elite, men det føles bare ikke sådan. Som i overhovedet ikke. Og sådan er man ofte én ting i den rationelle analyse af virkeligheden og noget ganske andet i den konstant diffuse oplevelse af at være menneske. Lykkeligt gift og totalt i vildrede om ægteskabet. Sund og rask og med det sværeste forhold til egen krop. En god mor fuld af skyld.
