Koldkrigere

Rosanna Farbøl: Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende. Kampen om historien. 305 sider, ill. Gad.

Efter Murens fald i 1989 krævede de blå et opgør med de rødes medløberi under Den Kolde Krig, og det endte med fire regeringsbestilte forskningsrapporter: Thulerapporten, PET-kommissionen, DIIS-rapporten og Bent Jensens værk Ulve, får og vogtere samt en spektakulær retssag mellem Jørgen Dragsdahl og Bent Jensen. Og en debat, hvorfra regeringen hentede ammunition til sin aktivistiske udenrigspolitik for at kunne sende danske soldater i krig. At skrive om kampen om Den Kolde Krig er at bevæge sig ind i et minefelt, hvor det næsten kun kan gå galt, men historikeren Rosanna Farbøl klarer det med køligt overblik og velfortjente hug til alle parter. Kort sagt med bravur. Hvor mange, især de implicerede, mener, at striden har forplumret vandene, hilser Farbøl den velkommen: Den har skærpet interessen for historie og i høj grad øget vores viden. Hendes bog bidrager yderligere.