I det sene forår 2023 udvandrede jeg fra landsbyen Flade i det nordlige Mors på en fodrejse, der i de følgende døgn skulle bringe mig hele øens verden rundt. Den tredje dags morgen forlod jeg den forhenværende præstegård syd for landsbyen Torup og steg ad Kystrutens sti op på Åbjerg Torn og skuede ned over strandengene, der strakte sig vidt og saftiggrønt summende, kvækkende, kvidrende af liv mellem landet, vandet og himlen. Ikke et menneske, intet synligt spor af Historiens fremskridende gang, bare naturens og årstidernes helt anden vækst, hvor døden ikke er altings endemål, men blot endnu en overgang i livets cirkel af forvandling. Jeg var euforisk på den fredelige måde, der ikke skyldes kaffe eller tidsåndens stress, men alene opstår af vandringens bevægelse, skridt for skridt at lade landskabet og det værende indskrive sig i kroppen og kroppen gå tabt i det nære. Jeg steg ad de stejle skrænter ned i strandengen og vandrede gennem den ud mod fjorden – overalt omkring mig denne næsten usynlige vibreren af liv, denne forårets gejle, euforiske aktivitet, dette sagte jordskælv af redebygning, parring, forpuppen sig, rugen og rivaliseren, vogten og varskoen, lokkekald og leden på afveje, pusten sig op og falden i et med en gren – og sydpå ad strandens bugtende linje af rullesten og ral, skaller, tørre, næsten sandfarvede strå og blæretangens brunskinnende bånd. Og først der, da jeg ikke længere var over landskabet, men i det, opdagede jeg, at det slet ikke var så »uberørt« og »naturligt«, som jeg havde bildt mig ind, da jeg endnu havde overblik.

Her i overgangen mellem landet, vandet og himlen, i rallet mellem de stikkende strå, lå rester fra den industrielle tidsalders tidlige stadier, inden plastikkens indtog. Ikke skjult, tværtimod helt åbenlyse, nærmest henkastede, men alligevel først synlige her på nært hold: for næsten hvert skridt en ny rest, ruin, fragmenter af større sammenhænge (maskiner, bygninger, infrastrukturer), der havde befriet sig fra deres formål og forestillingen om fremskridt og overgivet sig til den naturlige forvandling, dag for dag, bølgeslag for slag, vinden og vandets og mikroorganismernes sagte eller stormende sliben og fortolkning: en rusten jernbaneskinne, der jog hen over vandkantens spejl som en motorvejsdæmning og forsvandt i et sving ind mellem stenenes bjerge, et fragment af en mur af røde teglsten, afrundede og næsten bløde af årenes millioner af bølgeslags langsomme slikken, de primitive rustne indvolde af et gigantisk køretøj med dets grove tandhjul, der én gang for al tid havde bidt sig urokkeligt fast i hinanden, et fragment af cement, hvis oprindelige sammenhæng ikke kunne tydes, dets form var ikke længere menneskeskabt, det rugede over rullestenene som en stor grå rovfugl med udbredte vinger, fem smuldrende traktordæk på række ud i fjorden som vældige reder med hvert sit kampestensæg, tre sammensvejsede jernbjælker, der havde glemt deres formål og forvandlet sig til en skæv port fra det ene syn til det næste, et kvadrat af gasbetonfliser som et naturens skakbræt med en måge som den hvide dronning, hvis undersåt var fortsat ud over kanten ned i sandet og blevet en lille rullende strandløber, og to skridt forude en hastigt hensmuldrende sort plastikpose som skyggen af en sort fugl nedkastet i det saftige grønne græs, og bag den en bulet bliktromle overgroet af muslingeskaller og med en lodret strittende skrue som mast på et kæntret skib, og ved siden af skroget en spinkel silhuet af rustne jerntråde, der dannede et kors og blev levende, bøjede sit hoved og greb fat med den ene korsarm i skibets skrue, mens den anden i et levende sving pegede på skibsskroget, se!, bag den et rundt kloakdæksel i skred ned i underverdenen, og hinsides den en stor metalkasse flået åben som en rustorange verdensscene; og bag den, og hinsides, og derefter, og så, og så, og så videre ...