Litterær guidebog. I endnu en af Politikens skæve rejseguides føres læseren rundt i litteraturens verden. Det er mesterligt gjort.
Ordet rundt på 180 lande
Kathrine Tschemerinsky: Turen går til bøgernes verden. 132 sider, ill. 180 kr. Politikens Forlag.
Skæve rejseguides er en helt særlig genre, og den virker som regel kun som one-offs . De giver nemlig kun mening som et brud på et i forvejen genkendeligt mønster. Et eksempel kunne være rejsegiganten Lonely Planets guide til The World fra 2014, som simpelthen er en rejsehåndbog til hele vores planet på én gang – men så er den også på 960 sider. Et andet og mere specielt eksempel er samme forlags guider til rejsefotografiet og rejsebeskrivelsen – her er der tale om konkrete »guidebøger« for folk, der ønsker at beskrive deres egne rejser mere professionelt. Det er i en af dem, man kan læse, at professionelle rejsejournalister holder ferie derhjemme – en af de medvirkende globetrottere bliver endda konsekvent i sin kælder, når han endelig har fri.