I Weekendavisen den 11. marts skriver Poul Pilgaard Johnsen om den tyske Sankt Petri kirke og skole i anledning af 400-årsdagen for udpegningen af Sankt Petris første kongelige patron. Det fremhæves især, at patronens indsats havde afgørende betydning for, at Sankt Petri skole i vid udstrækning slap igennem besættelsen uden at være blevet spændt for besættelsesmagtens vogn og derfor – i modsætning til de tyske skoler i Sønderjylland og det øvrige tysk-besatte Europa – slap for at blive lukket efter krigen.

Det er fuldstændig rigtigt, at Sankt Petri overlevede freden efter Anden Verdenskrig, men det er bestemt ikke rigtigt, at der ikke var grund til at lukke skolen, sådan som modstandsmand og undervisningsminister Hartvig Frisch udtalte det. Poul Pilgaard Johnsen skriver, at enhver »nazistisk« aktivitet på skolens og kirkens område var udtryk for tvang fra besættelsesmagtens side. Men hvordan vil Poul Pilgaard Johnsen så forklare, at Sankt Petris sognepræst, Wilhelm Lampe, så tidligt som i 1933-34 rejste rundt i Tyskland for at få tilbagekaldt fyringen af sin organist, Gustav Modis, der, som Poul Pilgaard Johnsen ganske rigtigt skriver, var blevet fyret af det tyske gesandtskab efter afsløringen af, at Modis siden 1932 havde været NSDAPs Landesvertrauensmann (partileder) i Danmark?