BRUXELLES – Da Østblokken kollapsede, tog stimer af fattige østeuropæere på søndagstur til østrigske supermarkeder for at granske de varer, man kun kendte fra vestlige film. Siden er brands som Tulip, Nutella og Pepsi i stor stil rykket ind på hylderne i supermarkeder i Tjekkiet, Ungarn og Slovakiet. Men strømmen af østeuropæiske borgere, der tager over grænsen for at købe de velkendte mærkevarer, fortsætter, og i grænsebyerne i det østlige Tyskland er prisskiltene fortsat på både tjekkisk og tysk.

Hvorfor? Er græsset virkelig grønnere og Nutella’en mere velsmagende på den anden side af det gamle Jerntæppe, selv om alle landene nu er medlemmer af EU, og varerne bevæger sig frit over grænserne?