Kattepote [ˈkadəˈpoːdə] – det er pudsigt, at netop kattens poter har givet anledning til så mange udtryk. De fleste dyr har måttet stille sig tilfredse med, at deres lemmer kun har afstedkommet én overført betydning: en stor, behåret mandehånd kan man kalde en ’bjørnelap’, en opsvulmet fod er ’en elefantfod’, et meget kunstfærdigt møbel kan være overlæsset ’med løvefødder og gesvejsninger’, og hvis ens tante hiver én ind i en kedelig samtale til påskefrokosten, bliver man ’fanget i hendes klosakse’. Men kattepoterne har altså afledt en lille, men kuriøs mængde overførte betydninger. Den mest almindelige er at ’gå på kattepoter’, ’liste på kattepoter’ eller ’gå på kattekløer’, når man vil sige, at nogen bevæger sig lydløst eller handler med stor forsigtighed. I søfartsverdenen er en kattepote de små krusninger, man kan se på åbent hav når vinden blæser ind over bølgerne. På italiensk kan man sige mettere lo zampino in una faccenda – sætte poten i en sag, hvis man blander sig i noget på en snedig og umærkbar måde, hvor man får tingene til at falde ud til sin fordel. Her står katten ganske vidst ikke eksplicit nævnt, men enhver der har set hvor skamløst en kat kan finde på at vade hen over ens tastatur, seng eller køkkenbord, vil vide at også det italienske udtryk formentlig har en forbindelse til katte.
På engelsk er cat´s paw en person, der bliver brugt til at udføre farligt, risikabelt eller pinefuldt arbejde for en anden. Lige præcis det udtryk kan formentlig spores tilbage til et helt bestemt sted – nemlig kaffe- og værtshuset Don Saltero´s i Londonbydelen Chelsea.
I løbet af det meste af det 18. århundrede var Don Saltero´s det foretrukne mødested for byens lærde. Her kunne man få trukket tænder ud, blive friseret, spise et måltid, læse avis, ryge et stop tobak, drikke kaffe og øl. Det var også et museum; på hylderne var der forstenede ferskner, tyrkiske terninger, våben fra berømte slag, et stykke bark der lignede blondegardiner, et sværd fra Liliput bragt hjem af Gulliver, et billede af Charles 2. i miniature, portrætter af de fire evangelister skåret ud på en kirsebærsten, en elvers pil, forstenet regn, kokosnødder, en havfrue, en udstoppet kamæleon og meget, meget mere. Da samlingen var på sit højeste, var der ti tusind genstande udstillet, og værtshuset rivaliserede British Museum.
Don Saltero´s var uden sammenligning også det vildeste sted i byen. I 1736 kom en hob af drikkesvende så meget oppe at køre, da de fejrede prinsen af Wales´ bryllup, at de løb ud på gaden, skød op i luften med deres pistoler, og råbte ”huzza!”. Det var et af mødestederne for Harriet Errington og kaptajn Buckley, to navnkundige elskere, der blev dømt for hor i 1785. Richard Cromwell var også stamgæst, efter han blev afsat som lord protector. Bryggeren Felix Calvert skød sig på Don Saltero´s midt på dagen i foråret 1802. Robert Squirell udførte en eksperimenterende vaccination af to unge piger; kun den ene overlevede. Og så havde kaffehuset også to kæledyr; en abe og en kat. Aben havde angiveligt en svaghed for de valnødder, som blev ristet i kaminen. Derfor greb den om kattens pote, og brugte den til at rage nødder til sig – hvilket det stakkels dyr må have hylet af i smerte. Deraf kommer angiveligt udtrykket ’cat´s paw’.