Fotobog. Blodplamager i den kridhvide sne. Den forblæste træhytte. Hånden med kun tre fingre. Henrik Saxgren har skabt et virkelig smukt helteepos om fangerne i Thule. Og om sig selv.
I Knud Rasmussens fodspor
Henrik Saxgren: Ultima Thule. 184 sider foruden teksthæfte. 499,95 kr. Gyldendal.
Fotografen Henrik Saxgren er draget af den barske og for de fleste eksotiske fangerkultur i Nordvestgrønland, eller Ultima Thule, som han kalder det i sin nye, store og på alle måder smukt udførte fotobog af samme navn. Han er gået all in for at skildre det barske liv i denne ufremkommelige, men også naturmæssigt helt sublime del af verden, hvor der kun bor få grønlændere. Over de sidste tre år har han rejst til området syv gange og i alt opholdt sig seks måneder blandt Thulefangerne. Han har været med på slædespandet i timevis i minus 35 grader, på vej ud til iskanten på jagten efter hvaler, sæler og isbjørne, og han har dokumenteret især fangstprocessen i virkelig smukke, ja, nærmest helt perfekte, fotografier trykt på tykt, mat papir i denne indbydende og klassisk udformede bog. I sit korte forord og i det lille velskrevne hæfte med dagbogsoptegnelser og refleksioner fortæller han – ikke uden humor – om de mange strabadserende slæderejser med fangerne, hvor han var med på deres præmisser, hvordan de ofte satte livet på spil for at fange især hvalerne ude på den tynde is, og hvordan den hvalroslastede slæde tager 15-16 timer at fragte hjem igen gennem natten. Hvordan han og Ilennguaq var meget tæt på at dø af kulilteforgiftning i en tilsodet lille hytte, som de overnattede i, og hvordan Saxgren har haft spirituelle oplevelser undervejs. Bogen er et eksplicit helteepos, som der står trykt i sølv på bogens bagside: »Det er denne dans på kanten af udslettelse, der er så dragende. Hvor undergangen er nærværende, skabes heltene.«
Del:
