»Mellemkrigstiden« er for de fleste forbundet med negative associationer. Det er noget med økonomisk krise, massearbejdsløshed, suppekøer, totalitære bevægelser, revanchisme, uniformerede politiske bevægelser, jødelove, gadekampe og demokratiske sammenbrud. Når mellemkrigstiden bliver bragt frem i en politisk sammenhæng, er det derfor normalt for at advare om, hvor galt det kan gå i et samfund, når civilisationens tynde fernis bliver fjernet. Faktisk tyr kommentatorer og forskere ofte til det, vi kan kalde en »mellemkrigstidsanalogi«, hvor ligheder mellem situationen i eksempelvis 1930rne og i dag bliver brugt som et argument for, at nogle af datidens forstemmende udviklinger kan gentage sig.

Et godt eksempel er finanskrisen i 2008, der førte til en mere generel økonomisk krise, som meget sigende blev døbt »Den Store Recession«. Der var tale om en direkte parafrase på »Den Store Depression« mellem 1929 og 1933, og iagttagere som den amerikanske nobelprismodtager Paul Krugman advarede med dette in mente om krisens mulige følger for selv etablerede demokratier i Europa og Nordamerika. Efterfølgende har det så været populismens fremmarch i lande som Ungarn og Polen, der har fået kommentatorer til at tænke på mellemkrigstiden.