Der er i dag mange, der lider af den vildfarelse, at Den Kolde Krigs brændpunkter lå langt fra Danmark. Historieskrivningen har haft en tendens til at se os som et lille eventyrland, der hyggede sig i smug for den storpolitiske konflikt.

Der er dog historieskrivere, der har andre versioner. For eksempel har dokumentaristen Jesper Clemmensen afdækket, hvordan man på Lolland-Falster og Bornholm var engageret i at hjælpe de flere tusinde DDR-borgere, der under Den Kolde Krig sejlede i små både til Danmark og Sverige. Mange bådflygtninge havde det danske fyrskib Gedser Rev som frelsende destination, og andre var så heldige at blive samlet op af en DSB-færge. Den historie fremlagde Clemmensen i det prisvindende værk Flugtrute Østersøen – historien om den usynlige mur mellem DDR og Danmark , som siden er blevet oversat til tysk og brugt som forlæg i tyske dokumentarfilm.