Formand for Statens Kunstfond og museumsdirektør Gitte Ørskou har for nylig skrevet et indlæg i Berlingske med det øjensynlige formål at nedbryde negative fordomme om den kulturelle elite. Strategien i indlægget er at modbevise vrangforestillingerne ved at fremhæve, hvad formanden anser som et udtalt positivt eksempel på en kulturelitær: sig selv.

Indlægget er underholdende, men også sørgeligt pinligt i sin utilsigtede manifestation af Ørskou som netop kulturelitær af værste selvfede og ubrugelige slags. Indlægget handler ikke om generelle oversete kvaliteter ved det segment, der i den offentlige debat betegnes kultureliten, men er først og fremmest en svælgen i de specifikke kvaliteter, Ørskou mener selv at besidde. Den mærkeligt umotiverede selvophøjende smøre fremføres med en uhyggeligt ubevidst nedladende tone, idet Ørskou belærende tiltaler den forudsat fordomsfulde læser med »hør her« og »lyt nu efter« og giver en karakteristik af sin egen adfærd ved at kontrastere den til, hvad hun antager, er den brede masses: Ørskou »læser aviser«, »har kunst på væggene«, har aldrig sat sine »ben i Lalandia« og går dertil på museum med familien, læser litteratur og bruger fremmedord, påpeger hun.