Det er nu gået 100 år, siden Italo Calvino blev født, og 38 år siden han døde den 19. september 1985 på Santa Maria della Scala-hospitalet i Siena. Calvino var kun 62, og hans dødsfald som følge af en hjerneblødning kom helt uventet. Han var i gang med en håndfuld store og små projekter, men det mest presserende var at forberede en forelæsningsrække på fem oplæg, som han skulle afholde i efteråret ved Harvard University i forbindelse med det meget prestigiøse Charles Eliot Norton-poesiprofessorat. Calvino skulle tale om intet mindre end hvilke værdier, der skulle kendetegne det ny årtusinds litteratur. Man forstår måske godt, at han mærkede et vist pres, men det siger også en del, at det netop var Calvino, der overhovedet kunne gøre sig forhåbninger om at tilnærme sig så stort et emne. Manuskriptet til forelæsningerne blev aldrig færdiggjort.
En af de fremmødte ved begravelsen var Gore Vidal, den indflydelsesrige amerikanske forfatter og litterat, der bar en stor del af ansvaret for at have udbredt Calvinos værker i den engelsksprogede verden. Vidal er i dag hovedsageligt kendt for sine ætsende udfald mod størstedelen af samtidens forfattere. Om Hemingway sagde han: ”Fortjener Hemingway noget som helst, udover vores tårer, for at have været sådan et fjols?”, om Mailer: ”Ord svigter Norman Mailer”, og i anledning af Truman Capotes død: ”Det var et godt træk for hans karriere”, men da Vidal i 2011 blev spurgt, hvad han følte ved Calvinos begravelse, svarede han:
”Jeg tænkte, hvornår kommer der endnu en som ham? Jeg troede, at litteraturen var gået bort med ham.” og sagde yderligere: ”Hele livet studerede jeg litteraturens landskab, og han var den eneste store forfatter i min tid. Hvorfor? Læs ham. […] Der var ingen som ham. Vi lever ikke i en stor civilisation, men Calvino var en en-mands stor civilisation.”

En af årsagerne til, at Italo Calvino kunne vække beundring i selv en verdensmester i foragt som Gore Vidal, var hans imponerende evne til ikke bare at genopfinde sig selv, men genopfinde verden, med hver ny bog.
Han kunne sagtens være blevet en meget mere autobiografisk forfatter. Calvino blev født i Santiago de Las Vegas, en landsby udenfor Havana på Cuba, som søn af to italienske naturforskere, der havde boet mange år i Latinamerika. Inden han var fyldt to, flyttede familien tilbage til Italien, mere specifikt San Remo, en rivieraby der stadig havde et vist kosmopolitisk præg med eksilerede russiske adelige og andre gammeleuropæiske typer. Her voksede Calvino op dels i Villa Meridiana, som på det tidspunkt husede Centret for Eksperimentel Blomsteravl, og dels på familiens landejendom, hvor hans far dyrkede grapefrugter og avocadoer. Han oplevede også fascismen, og nærede altid foragt for den. Under den tyske besættelse af Norditalien kæmpede han som partisan i Alperne sammen med sin 16 år gamle lillebror, hvor de blev taget til fange af tyskerne og holdt gidsler i mange måneder. I efterkrigsårene var han aktiv kommunist, men brød senere med partiet. Det var i den samme periode, at han begyndte at skrive historier. Alt sammen inden han var fyldt 25.
Det er en biografi, som andre forfattere ville kunne få resten af livet til at gå med at skrive om. Men Calvino skrev kun ét selvbiografisk værk, hans debut Stien med edderkopperederne fra 1947. Romanen er en nogenlunde vellykket pikaresk, socialrealistisk fortælling om den vittige Pin og hans eventyr som partisan i Alperne. Senere i livet så Calvino ikke med milde øjne på sin første bog: han fortrød især, at en løbende joke bogen igennem er hovedpersonens promiskuøse søster, også kaldet ’feltmadrassen’. Stien med edderkopperederne blev modtaget med en vis interesse, men de senere historier, Calvino skrev i den stil, blev ’nådesløst revet i stykker og afvist’ af hans mentorer. I 1951, efter nederlag på nederlag, var Calvino i tvivl om han overhovedet skulle fortsætte med at skrive, og her skete der et skift.
Som Calvino selv formulerede det: ”Jeg begyndte at gøre det, der faldt mig mest naturligt – det vil sige, følge mindet om de ting jeg havde elsket siden jeg var barn. I stedet for at tvinge mig selv til at skrive den bog, jeg burde skrive, den bog man forventede af mig, forestillede jeg mig den bog jeg selv gerne ville læse, den slags med en ukendt forfatter, fra en anden tid og et andet land, opdaget på et loft.”
Eller som han skrev det i en anden tekst, blev hans forfattergerning rettet mod det formål at skabe et ’ideelt bibliotek’.