6. maj. Lortemaler Munch

Om formiddagen ved titiden går jeg ud ad døren. Ved kirken i Scala, omtrent et kvarter fra klosteret, står jeg og ser op på kirkens massive mur, da en politibetjent spørger, om jeg vil se kirken indeni. »Joee, hvoffor ik!«, hvorpå han henter nøglen på den nærliggende bar. Jeg træder indenfor i et rum af virkelig imponerende dimensioner byens størrelse taget i betragtning. Langsomt betragter jeg malerierne i sideskibene og prædikestolen, der bæres af korintiske marmorsøjler. På marmorkapitælens smalle kant, til højre for trappen op til prædikestolen, ligger der ved siden af en kniv en reproduktion af et ansigt, der er revet over under øjnene. Hvorfor ligger det her? I tanken sammenholder jeg det naturligvis med freskofragmentet i chatollet.

Følger den snoede bjergvej til Ravello, står længe og kigger på en bjergvægs båndlignende lavdelinger. Der er ikke noget, jeg skal nå. At stå stille og betragte et oliventræs knortede og ligesom forsølvede stamme og farven på dets tørre grønne krone er som at stå i et motiv af maleren Fritz Petzholdt. Noget længere nede ad vejen ser jeg det trænede blik, som har udvalgt stenene i en kampestensmur og sammenstykket enkeltdelene, så de danner en helhed. En væg af tid, som svømmer i en suppe af cement. Alt, som sker, sker enormt langsomt.