Midtvejs i Klaus Rothsteins bog Ild må der til står en tekst med stærk selvbiografisk vægt og kalder på læserens særlige opmærksomhed. Artiklen, der vel nærmere er et essay, er i udgangspunktet en analyse af Henri Nathansens drama Indenfor murene (1912), men kommer hurtigt til at handle om Rothsteins eget aktive fravalg af et liv med religiøse traditioner og livsanskuelser.

»Jeg er født og vokset op i en dansk-jødisk familie,« skriver han på første side, »og jeg gik på den jødiske skole. Hvad der fandtes af traditionsbunden vanetænkning i familien, overleveret fra mine bedsteforældre og nedarvet fra mine oldeforældre, der indvandrede hertil fra jiddisch shtetlkultur i det østlige Europa i årene omkring århundredeskiftet, forsvandt imidlertid i løbet af 70'erne, hvor min bror sagde fra overfor al religiøst gøgl (…). Han lagde oprørslinjen, som jeg fulgte, sandsynligvis til vores bedsteforældres tavse fortrydelse, men med vores forældres forståelse og opbakning.«