Jeg er så træt af podcasts. Jeg er træt af Josh Levins affekterede smasken i Slates ellers lytteværdige politiske historieshow Slow Burn (please: Send alle østkystintellektuelle amerikanere til intensiv speaktræning hos BBC nu!). Jeg er træt af dokudramaers notorisk elendige afslutninger (hej Missing Richard Simmons), fordi virkeligheden nu engang er fattig på Hollywood-slutninger, og man følgelig skal dosere sine fiktionskoder i journalistik. Jeg er træt af True Crime, ikke kun de slibrige tredjedivisionsprodukter, der labber obduktionsrapporter i sig som osterejer, men også dem med millionbudgetter – ja, introen til Serial var radiofonisk mesterlig, men efter 12 afsnit er kun ét tilbage: den grimme smag i munden efterladt af en dokumentarist med storhedsvanvid, der har rodet op i en sagesløs families tragedie, forfulgt en række irrelevante sidespor og ender med at konkludere, at den dømte måske nok alligevel er skyldig. Tak fordi I lyttede.

Og sæt mig ikke i gang angående længden af podcasts, som endnu en gang bekræfter, at begrænsninger og rammer er kreativitetens bedste ven. Bare fordi du kan snakke dig varm i en halv time, fordi du ikke skal overlade æteren til næste programlagte udsendelse, behøver du ikke gøre det.