Konfrontation. På et århundrede er dansk landbrug gået fra elsket sindighed til permanent knurren. Og muligvis forregnede erhvervet sig på en særlig dansk kærlighed: vandet.
Vredens børn
I 1907 sad den unge Margrethe Lønborg-Jensen, lærerinde ved Zahles Skole i København, og nørklede med en oversættelse, en svensk vise. Lønborg-Jensen var pioner i dansk læsepædagogik og samlede materiale til en ny læsebog. Den svenske vise, så enkel og varm, var ideel for de danske skolebørn. Det svenske landskab med »berg och holmar om hvarann« skulle skiftes ud, og storken skulle installeres på en dansk tagryg, men ellers var fordanskningen ganske ligefrem. Det var samtidig en vise, der meget præcist kunne indpode landbruget og dets nye selvagtelse i de danske børns hoveder: Jeg en gård mig bygge vil.
Visen hed oprindelig Litet bo jag sätta vill og var skrevet af den svenske landboskjald Elias Sehlstedt i 1850erne. Den vandt for alvor udbredelse, da Alice Tegnér skrev den fine melodi i 1893, hvor sangen blev publiceret med tegninger af Carl Larsson. I sin danske version fjernede Margrethe Lønborg-Jensen sidste strofe i rent drengeperspektiv, hvor gårddrømmen skulle kulminere med en »söt och hygglig fru« – efter hesten, grisene og køerne.
Del:
